Google-obsession!

Jeg er besat af, afhængig af og fortrolig med google – jeg erkender det blankt. Og min afhængighed er umulig at stoppe. Hvor folk deaktiverer deres Facebook-profiler for at overbevise kæreste, venner og sig selv om, deres afhængighed ikke overskygger deres liv, forsøger jeg at holde mig fra google. Og jeg snakker ikke google som i almindelig-søgninge-efter-ligegyldige-ting-øjesmed – jeg snakker om mit forbrug af google, når jeg er syg – eller oplever mærkelige ting med min krop, der kan udgøre symptomerne på ét eller andet.

Problemet med min google-afhængighed bunder nok i, at jeg hader alt, der ender på “læger” (Og ja, en gynækolog indgår i den betegnelse… og kirug… og sygeplejerske!). Og jeg må også gå blankt til erkendelse: jeg har fejlet lidt af hvert – det siger google selv – hvilket ikke har gjort mit google-forbrug mindre. Jeg husker ikke, hvordan afhængigheden er opstået, og jeg mindes ikke andre barndomstraumer end mit besøg hos den berygtede Doktor Teddy Jørgensen, der på ingen måde havde associationer til en teddy bear, og som på daværende tidspunkt havde overskrevet sidste salgsdato indenfor lægebranchen med 10+ år. Dertil lægges, at manden på ingen måde var pædagogisk anlagt – hvilket slet ikke gik hånd i hånd med lægeskræk, stædighed (Jamen det havde jeg faktisk dengang!) og 12-års stik. En frygt var født, en afhængighed opstået!

Nu var google ikke et alternativt back in the days, hvilket nok dannede grundlag for, at jeg egentlig ikke led af noget voldsomt – udover kyssesyge. Og ekstrem hovedpine efter at være blevet sparket i hovedet af min hest. Jeg er dog overevist om, mit immunforsvar var en anelse anderledes dengang, og der er derfor god sammenhæng i mine selvstillede diagnoser.

Blandt andet mindes jeg at have stillet diagnosen Lupus - Systemisk Lupus Erythematosus – fordi jeg en overgang oplevede eksem i ansigtet. Google informerede mig om, at:

Det er karakteristisk, at lupus kan give nogle af følgende symptomer fra flere væv og organer samtidigt eller på forskellige tidspunkter:

Udslæt, ledgener, væskeophobning, hårtab, epileptiske anfald

… og mange andre ting. Udslæt var jo ligesom kernen i min vurdering – og dertil mindes jeg også at have oplevet ledgener, tyndt hår (Det, frisørerne kalder “fint hår”) – og jeg oplevede faktisk et mindre epileptisk anfald som 15 årig. Eftersom det ikke kunne være andet end Lupus, ringede jeg med grådkvalt stemme til min onkel, der er overlæge i mave/tarm kirugi – og berettede ham om mit nyopdagede fund. Efter syv minutters tredjegradsforhør af mine symptomer konkluderede han, at jeg nok blot led af udslæt, som er af ganske normal forekomst, når det er vinter og minusgrader. Og mit udslæt forsvandt da også efter en heftig omgang brug af Locobase, men min pointe er, at det ligeså vel kunne have været Lupus – eller en anden livstruende sygdom, som google hjalp mig med at afværge en eventuel videreudvikling af. (Jeg er til dags dato stadig sikker på, jeg har haft Lupus.)

Jeg kan ikke beskrive, hvor mange sygdomme jeg, ifølge google, har haft – og jeg er faktisk efterhånden ved at være træt af, at mine nære og kære ikke tager mig seriøst, når jeg fejler noget. Hvor andre folk har forstoppelse, har jeg irritabel tyktarm (Som faktisk er farligt!), og når jeg har haft Tuberkulose, er jeg blevet spist af med “det er bare influenza, Stine”, selvom det jo tydeligt fremgår på google, at jeg virkelig har symptomerne på noget livstruende.

Seneste i symptom-rækken har jeg oplevet en tandpine uden lige. Tandlæger er i min verden det absolut værste, man kan udsætte sig selv for – og derfor ved min tandlæge godt, at der ikke skal udsendes tandelægekort, da det er uden formål og dybt unødvendigt. Til gengæld ringer jeg selv ind hvert fjerde år – og mener, at jeg har udviklet parodontose. Min seneste google-diagnose lød på tandrodsbetændelse med begyndende parodontose, eventuelt i følgeskab af et svagt tand-nerve-system, selvom min kæreste stærkt påpegede, at det i bund og grund nok handlede mest om, at min visdomstand i venstre side er ved at bryde frem. (Yes, I’m a late’r….) Jeg endte da også med at give ham ret, for en visdomstand er jo både sejt og farligt, eftersom jeg har på fornemmelsen, at den vokser den forkerte vej – og er på vej ned i nervesystemet. (Hvilket min kæreste på voldsomt irriterende facon afviser, da han mener, den vokser opad – som den skal. Men er han måske tandlæge, og ved han måske, hvor ondt det gør??! Nej…) Jeg har i dette tilfælde allieret mig med google og afprøvet en række metoder, der kan afværge tandlægebesøg og formindske mine helt utroligt-aldrig-prøvet-før-smerter. Jeg kastede mig i den forbindelse ud i følgende:

At skylle munden i klorhexodin - jeg vurderer, at der er en grund til, jeg i sin tid stoppede med at rense mine piercinger i det. Måske havde det egentligt bare overskredet datoen.

At dyppe vodka på en vatrondel og lade det ligge på tanden - der er bare en grund til, jeg ikke drikker vodkashots.

At tygge på en opløst kamillete-pose - ingen virkning what-so-ever…

At rive frisk ingefær, blande det med olivenolie og fylde hele munden med det - hvilket på sin vis havde en virkning, der dog blev overskygget af det faktum, at det smagte helt vildt dårligt.

Min tandpine forsvandt efter 4 dage, 32 panodiler og 3 hele ingefær – og jeg undgik altså lægebesøg. Min pointe er; google er bare yderst brugbar i diverse sygdomssituationer, og jeg forstår slet ikke, hvordan det kan tage 14 år at uddanne sig til læge, når man kan finde alt på google!

Til vi skrives ved – take care!

Kærlig hilsen

Stine EP

Back to blogging…

- finally! Jeg må indrømme, jeg på det seneste har savnet min blog gevaldigt – ikke kun grundet de utallige, og voldsomt søde, opfordringer om at genoptage mine tåbelige skriverier, men muligvis også fordi, jeg generelt udtrykker mig bedst sort på hvidt, og fordi jeg elsker, jeg må opfinde mine egne ord og må skrive “ish” bag alt!

Mine tro følgesvende – velkommen tilbage. Jeg vil forsøge at nedfælde mine dybe og skæve tanker på bedste vis – omend kortere versioner. Ved nærmere eftertanke VED jeg godt, det bliver svært at udfylde min Writing away from USA-skosåler; da chancen for at blive anholdt ved den tyske grænse, agere surrogat for bøssepar i fælles pastel-helvede-jogginsæt og møde Obama er væsentligt mindre. Jeg vil bestræbe mig på at give jer et indblik i min verden og det, der foregår på øverste etage!

De kærligste hilsner,

Stine EP

Turkey Day, hundelort og enroute to Mexico!

Kære pressende, men patiently ventende, godtfolk!

SÅ er det nu… Jeg ved det, jeg bukker mig i støvet og erkender, at jeg har rygrad som en regnorm, og at der atter gik 3+ uger, før jeg har kunnet tage min sammen til at blogge. Jeg er vitterligt i vildrede, når det kommer til dårlige undskyldninger, for de er brugt op. Jeg vil påpege, at Heks Mueller bærer en stor del af skylden, og på det seneste har jeg, ganske seriøst, overvejet, hvad der ville være mest smertefuldt for hende: at brænde hende på bålet til Sankt Hans eller dræbe hende langsomt med et sugerør.

Dagene flyver afsted i mit San Diego – med 4 eksamener, 5 skriftlige opgaver og en præsentation fordelt på 14 dage, er jeg atter tilbage i Zombie-mode, hvor dagene ikke adskiller sig fra hinanden, og mit kaffeindtag har ramt et stadie, der er et mavesår værdigt. Og egentligt tror jeg, problemet er, at jeg har så ufatteligt meget på hjerte, at jeg konstant har udskudt bloggen – ih, hvor jeg beklager!

Når jeg skriver, det ikke er mangel på oplevelser, der er skyld i manglende blogindlæg, er det ganske ærligt. Jeg krummer til stadighed tæer, når jeg tænker på de ting, jeg den sidste tid har udsat mig selv for – velvidende om, at jeg jo ikke har andre end mig selv og mine 21 år at takke. Kære læsere, here goes!

Jeg er nået så langt på 4+ måneder, at jeg gentagende gange har sværget, at intet ved USA længere kan overraske mig – og helt ærligt, det troede jeg heller ikke. Personligt synes jeg selv, jeg har rykket utallige grænser, når det kommer til accept af og forståelse for mærkeligt mennesker. Og hvor tog jeg fejl (… Det undrer mig, at jeg så tit tager fejl!), da jeg mødte Toe-Fetisch-Chips-Eating-Mega-Douchebag, iført en t-shirt af typen jeg-har-engang-været-hvid i størrelse virkelig alt for lille, der mest af alt fik ham til at ligne en nyligt oprullet rullesteg,  en ellers ganske normal tirsdag aften. Jeg har udviklet en virkelig god sans for det, jeg kalder “approaching weirdos” – men min radar svigtede mig på det grusommeste, da TFCEMD tilnærmede sig – og introducerede sig selv…….. til mine tæer. Og nu er det ikke fordi, jeg er sart, men når et fremmed menneske – der minder mig om trådrullet svin – tilnærmer sig for at komplimentere mine tæer, mens han fylder sit herpes-inficerede mundtøj med Pringles med baconsmag, og tiltaler mig “Toe Queen of My Life”, så er der noget, der dybt inde i mig aktiverer standby mode. Da han efterfølgende jagter mig rundt på trolley-stationen for at røre mine tæer og på samme tid højlydt gør de andre ventede opmærksomme på mine “Wonder Toes”, aktiveres fuld bagbord, og da han konkluderer, at jeg lige præcis er den type, han gerne vil gøre til Dronning (af Baconland?), finder Tourette Syndromet atter vej til min tunge, og jeg tager mig selv i at mundhugges med  Rullepølsen på åben gade. Rulle er umenneskelig at diskutere med, og manglende situationfornemmelse gør, at han på ingen måde kan se, at han på groveste vis er i min private zone – og jeg var millimeter fra at dømme Game Misconduct og stikke ham en flad. Tæer… Honestly!?

I dagene efter blev jeg ramt af grusom PMS – ikke som i smertehelvede, men som i “tendens til mærkelige lyster”. Og normalt synes jeg ikke, jeg oplever mærkelige lyster i et sådant omfang. Google informerede mig om, man i sådanne situationer skal give efter, eftersom kroppen i perioden øger sit forbrug. Men er det ikke mærkeligt, at man kl. 22 en søndag aften får lyst til at tømme det glas med Fiber-vitaminpiller, der står i skabet, fordi de smager af jordbær? Do not try this at home…….  (Specielt, når bagsiden forklarer, man ikke må indtage mere end 2 om dagen. Læs bagsiden. Later.)

Efter at have sluttet fred med både tæer, fiberpiller og mave, bedrog jeg mig på mit andet LA-eventyr – med tanken om, at intet kunne overgå mit første møde. #Wrong

En højhellig fredag vendte vi snuden mod LA of Six Flags – USAs største rutchebane-land. Folk, der kender mig, må så absolut sidde og tænke: “Hvorfor?” … Og jeg ville ønske, jeg havde spurgt mig selv om selvsamme. Fart, højder og direkte fald – kombineret – er bare ikke for sarte maver med tendens til opkast efter 15 sekunder i Tekoppen (Hvilket MÅ være det værste torturmiddel ever opfundet!) Efter adskillige timer i Rutchebaneland checkede vi ind på Dunes Inn – efter at have købt nødvendige alkoholforsyninger. Og jeg ved ikke, om champagnen var dårlig, men noget gik – som ofte før – galt…

Rikke og Tonja var ikke svære at overtale til bøssebar – og mine nye venner tog imod os med åbne arme og krydsede ben. Alarmklokkerne burde egentligt have ringet for fuld skrue, da bartenderen laver en Vodka-Red Bull på 95% vodka, men umiddelbart må jeg have tænkt, at jeg var kampklar – og at en starter var dybt nødvendig. Set i bakspejlet må jeg erkende, at jeg tog fejl. Musikken spillede, bøsserne elskede os – og vi elskede os selv. Korte kjoler, blond hår og dansk accent var, omend muligt, endnu mere populært end sidst, jeg attenderede selvsamme bøsseclub. Vi elskede os selv højere i takt med promillens stigen, og frygtelige minder om et yderst akavet forsøg på at danse sexet til “I’m Sexy and I Know it” på en scene – i en sandwich med Rikke og gay-guy-danser iført intet andet end bodyoil med lavendelduft og et par ultra-stramme og yderst usexede latex-tricot-underbukser (!!), hjemsøger til stadighed mit sind. Måske mest af alt grundet det faktum, at Clubbens Security Manager ikke delte vores syn på hverken sexet dans eller hvordan man tiltrækker … bøsser… Og derfor hev os ufrivilligt ned fra scenen. Jeg priser mig lykkelig for ikke at have valgt “bundløst” koncept netop den aften. Og egentligt vil jeg mest af alt ønske, han havde ladet os blive deroppe – ikke fordi jeg er overbevist om, det har været et pænt syn, men vores aften udviklede sig i en retning, jeg på ingen måde kan forsvare. Efter at have drukket tequila-shots med min nye yndlings bøsseven, Steven, fandt jeg Tonja på dansegulvet – med en promille på 714, et tilpas sultent blik i øjnene, omgivet i yderst spektakulær gay-sandwich-from-hell, “low, low, low, low”-dansende. Aftenen burde måske have stoppet der – men det gjorde den desværre ikke. Og når jeg nu skriver desværre, er det fordi, jeg på mærkelig vis falder i samtale med gay-couple iført matchende suit i farven pastel pink og krokodilleskinds sko, hvis snuder er spidsere end den stilethæl, jeg har på, der udtrykker stor interesse for mine gener. Og hvem kan stå for det? Lad mig rephrase’. I en ustyrlig teenage-brandert brygget på noget, der ville kunne sende selv dybt alkoholiserede Charlie Sheen direkte i brædderne, ser jeg mig selv som chanceløs, når et pastel-par – taget direkte fra Dolce&Gabbana’s prøverum  - kalder mig eksotisk. Umiddelbart vil jeg ikke referere til mig selv som værende eksotisk – nærmere bleg (på den ikke-fashionista’ede måde), blond og grønøjet. Og jeg snakker gladeligt om både gener, intellektualitet og skostørrelse, mens jeg drikker jelly-shots på deres regning. Hvad der skræmmer mig, er, at jeg efter intet mindre end 4 shots formår at indvillige i at agere surrogat for pastel-par. Umiddelbart kan jeg ikke huske (eller forstå), hvordan pokker 4 jelly-shots og to sæt krokodilleskindssko kunne formå at overtale mig til frivilligt at ville lade mig: 1) Inseminere, 2) gennemgå 9 mdr. graviditetshelvede, 3) FØDE et barn, 4) sende det til USA. Jeg er til stadighed i chok – og da følgende modtages halvanden uge efter, overvejer jeg virkelig, hvorvidt jeg skal ban’e alkohol og gå i kloster:

“Stine, again – thank you for considering being our surrogate. Your genes are perfect for making a baby. Best, Chris & Joe”

  

I en glædesrus over at skulle være mor, besluttede jeg mig for at finde Rikke og Tonja for at informere dem om deres nye status som kommende tanter. Og nu er det ikke fordi, jeg på nogen måde dømmer, men da jeg finder Tonja i en mundvandsbyttende stilling i sofaen med gay guy iført tight tanktop, ultra slim fit jeans og eyeliner, blev jeg i et kort øjeblik nervøs for vores “jeg ta’r en for holdet”-aftale, mens eyeliner-gay guys potentielle kæreste ikke så ud til at finde det vitterligt sjovt. Efter ustyrlig – og pinlig – dans i sofaen, befandt vi os atter i en situation, der inkluderede vred security-fætter, der mest af alt gav mig associationer til en steroide-inficeret Mops med mexicanske gener – hvilket jeg desværre udtrykte højt. Og jeg kan godt se, det ikke var ret smart, det kan jeg virkelig. Jeg roste efterfølgende hans yderst flotte og velgro’ede moustache, hvilket hjalp lige lidt i den sammenhæng.

Dagen derpå er ikke værd at skrive hjem om. Jeg formåede at bruge min skintonic som øjenmakeup-fjerner og brugte efterfølgende min Elizabeth Arden Eitgh Hour creme som tandpasta. Med eksemudslæt, petroleums-ånde og tredjegrads bagstivhed pakkede jeg mine nelliker – i selskab med en endnu mere bagstiv og febrilsk Rikke og Tonja, der pure nægtede at have kysset en bøsse i vores selskab. Til gengæld kunne hun informere os om flashbacks, der inkluderede tå-krummende pole-stangs-dans og teenage-snaveri med en anden bøsse – på et andet diskotek. Tonja vs gay guys; 2-0!

Dagens program stod på Universal Studios efterfulgt af NHL-kamp, der overgik alle mine forventninger. Kampen var ren show-off, og vi overværede sågar et frieri – gotta love the US!

Jeg har i min tid i US prioriteret at rejse rundt for at opleve så meget kultur som muligt (Nogle vil kalde det drukkultur – men det er vel også kultur…), og jeg valgte at spendere min fødselsdag og the big Turkey Day i Seattle hos en norsk/svensk /amerikansk familie. Og det er bare pisse svært, når man er semi-kræsen og vant til, der ved højtider altid er taget højde for, “hvad Stine gider spise”. Mest af alt vil jeg gerne udtrykke min utaknemmelighed for krydderiet fra helvede: kanel. Noget, amerikanere putter i alt. Og når man i 3 dage har fået serveret kanel-the, kanel-boller, kanel-kage, havregryn med kanelsmag, ovenbagte æbler med kanel og kylling marineret i kanel, bliver det hele lidt for meget kanel-iseret, og det er svært at udtrykke falsk glæde, når Thanksgiving-mama øser en portion “cinnamon-mashed-potatoes-my-own-receipe” op på tallerkenen. Til gengæld udviklede jeg under mit ophold anoreksi-lignende tendenser, da jeg lærte at mestre “ryk rundt på maden, så det ser ud som om, du har spist”-konceptet. Værtsfamilien lagde på intet tidspunkt skjul på, hvor meget de går op i deres skandinaviske gener, og hvor stolte de er af at være “vikinger”. Og noget i mig burde have ringet højt – såsom situationsfornemmelse – men som altid formår jeg at overhøre (Kan man overhøre noget, der burde ringe indeni een – og i så fald, kan man få den indre hørelse tjekket noget steder???!!), og jeg begår selvfølgelig fejlen, man ikke begår i selskab med 14 amerikanere, der alle tror, de stammer fra vikingerne: at påpege, at vikingerne faktisk stammer fra Danmark. Hvor jeg BURDE have stoppet, ignorerede jeg alle tænkelige alarmklokker og påpegede, at alle de billeder min kære værtsfamilie havde hængende af vikingeskibe  i deres hus stærkt opbakkede min teori, eftersom sejlene var i rød/hvide farver. Efterfulgt af en lang – og pinlig – tavshed. Jeg er ikke sikker på, hvornår det gik op for mig, at jeg egentlig formåede at ødelægge en hel families eksistensgrundlag, men jeg tror helt ærligt, det var kanel-forgiftningens skyld. Jeg havde efterfølgende dårlig samvittighed og tilbød at lufte hunden. Udstyret med 3 lag tøj og en lommelygte bedrog jeg mig på samvittigheds-rensnings-hundeluftning, og til min store irritation glemte jeg alt om, at hunde har et naturligt behov – specielt efter 14 stykker kalkun med kanelsmag. Hvilket er HVORFOR, jeg normalt aldrig lufter hunde. Lulu formår selvfølgelig at lette sine tarme på åben gade – omringet af andre hundeluftende entusiaster, hvilket efterlod mig i mit, so far, største dilemma: opsamling af hundeekskrementer. Noget, jeg altid har undgået, aldrig prøvet. Og tanken om varm hunde-pølle var meget lidt tiltalende, hvilket resulterede i et mindre panikanfald, der fik mig til at hive en ikke-færdig-pøllende Lulu (Hvor meget kan de også lige opbevare i tarmene….) ud af skovskider-stilling(!) for i hastig fart at forlade gerningsstedet. Til stor forfærdelse bliver jeg opdaget i min crime rider, og par i matchende joggingsæt (og vægtklasse) råber efter mig, at jeg vist liiiige har “glemt noget”. I et dårligt forsøg på at agere overrasket må jeg, smilende, vandre tilbage til crime scene – for at indse, at Lulu ikke kun har formået at lægge noget på størrelse med det, jeg husker som elefantlort fra Zoo – men at hun desværre (!!) også har haft enormt dårlig mave. I et forsøg på at spille overskudsagtig smiler jeg til observerende joggingsæt og udtrykker, at kalkunen vist er rendt lige igennem. Dette var et af de tidspunkter, hvor man bare gerne ville have en lampeånd og 3 ønsker. Med rystende hånd formår jeg at iføre mig doggy bag (Hvilket jeg aldrig mere kommer til at spørge om, når jeg er ude at spise), og samler Lulus ekskrementer op med det, jeg vil kalde udadtil elegance. Jeg vendte tilbage til dessert: Pumkin Pie, vanilieis og chokolademousse – hvilket jeg pænt takkede nej til. Mest af alt på grund af chokolademoussens konsistens og farve.

Udhvilet – og på kanel-afvænning – hjemvendte jeg til San Diego, fast besluttet på, at Mexico var et besøg værdigt. Og det var Mexico også – det mexicanske politi derimod: not so much. Turen mod Rosarito gik problemfrit, og jeg var yderst tilfreds, da jeg kom til den mexicanske grænse, der sagde “Welome to Mexico, enjoy your stay”…. In hell. Mexico var alt, hvad jeg havde regnet med og håbet på: enormt smukke sandstrande, en fantastisk madoplevelse i det mexicanske køkken og et mexicansk danseshow, der virkelig fortalte meget om den mexicanske kultur. Min hjemtur – endnu et eksemlpel på mexicansk kultur. Efter at have siddet i bilkø ved grænseovergangen i halvanden time, blev det endelig vores tur. Mexicaner-mand uden overskæg – skuffende – ved skranken beder om mine dokumenter, hvilke jeg gladeligt fremviser. I kopi-format. I Mexico vil de se originaler. Efter en mindre diskussion og forsøg på at snakke mig fra problemet, ender jeg på den mexicanske politistation, hvor mexicansk politidame i vægtklassen “svær med tendens til ultra-svær” informerer mig om, at jeg har begået lovbrud – ifølge en eller anden opdigtet mexicansk lov. Efter halvanden timers tredjegradsforhør, der inkluderede talrige gentagelser af min adresse, min nationalitet, mit formål med at være i USA og hentydninger om, at jeg havde stjålet mit eget pas (Med ganske vellignende billede), bliver jeg placeret i en stol ved siden af en brazillian guy, der tilsyneladende er i samme problem. Da de gennemgår “medsammensvornes” dokumentation, der inkluderer hans ventende kærestes billed-id, slår det klik-klak for sværvægteren, der straks informerer sine kollegaer om, at jeg ligner personen på brazillian guys kærestes ID – på trods af denne er mørkhåret OG sidder i hans bil udenfor. Efter yderligere halvanden times forhør om, hvorvidt jeg egentlig er mig – og ikke brazillian babe ude i bilen, bliver jeg løsladt mod en bøde på 600 dollars, 3 dokumenter til udfyldelse og en henstilling til besøg hos Immigration and Asyl-kontoret indenfor 30 dage, hvorefter konsekvenserne ville inkludere retsforfølgelse og 10 års bortvisning fra USA. Skræmt fra vid og sans forlader jeg den mexicanske grænse, og aldrig har gensynet med San Diego været mig så kært.

De sidste par uger har jeg brugt på at holde lav profil, og jeg har i stor grad undgået mexicanere. Julegaveindkøb, eksamenslæsning, opgaveskrivning og tøsehygge har fyldt min hverdag til bristepunktet. Jeg er begyndt at glæde mig til at komme tilbage til venner, familie og min kærlighed i DK – selvom jeg ved, jeg vil savne San Diego og USA. Jeg har på nuværende tidspunkt fået 3 jobmuligheder indenfor Social Media Marketing/PR herovre, hvilket bestemt er noget, jeg vil se nærmere på, når jeg atter lander på dansk jord.

Kære followers – undskyld for mine manglende opdateringer. Til gengæld skal I have stor tak for både påmindelser herom, fødselsdagshilsner og -gaver, søde beskeder og al den kærlighed, I sender fra det kolde DK. Min blog har netop ramt 15.000 besøgende på små 4 mdr. – jeg er yderst taknemmelig og beæret!

Vi ses snart!

De kærligste hilsner,

Stine EP

Hallo(ween) Matthew, meet Ryan!

… Skriveblo(G)kade – enhver forfatters mareridt, specielt når man som person lider både af øregas og snakkekløe. Jeg har googlet mig frem til talrige forklaringer på, hvordan man kommer en sådan infektion til livs. Min konklusion er: skriveblokade-psykologer har jo ikke styr på noget som helst.

Faktisk tror jeg heller ikke, det er en decideret skriveblokade, jeg lider af. Jeg tror derimod, at de genvundne hjerneceller på øverste etage er gået i dyb protest over det aktivitetsniveau, jeg har udsat dem for på det seneste. Og det er jeg egentlig også selv. Folk, der på gentagende vis har forsøgt at overbevise mig om, at studierne i the US er piece of cake; må jeres røv klø og jeres arme være for korte.

# ’nuff said

De sidste par uger har været et rent mish-mash af (helt ærligt) knap så seriøs skolegang og event-planlægning. Først til refererede er jeg efterhånden overordentligt træt af. Egentlig ikke så meget skolegangen, men derimod professorerne, der somehow må tro, at alle studerende tager DAMP-medicin, kun har ét fag – deres, of course – og synes, det er sindsoprivende spændende at se video – fra før videokameraet overhovedet blev opfundet. Jeg har i den foregående uge formået at have intet mindre end 3 eksamener – alle placeret på samme dag. Gotta love the US school system – planlægning og organisering er på Ulands-niveau; ikke-eksisterende!  Jeg har i forbindelse med eksamener udviklet mit helt eget 6-trinssystem:

#1 – er du sikker, altså 100%, så kryds af

#2 – er du kun halvt sikkert, kig ved sidemanden til højre – er dennes svar ens med dit svar, kryds af

#3 – er din højre sidemands svar ikke overensstemmende med dit svar, kig ved sidemanden til venstre

#4 – er ingen af dine sidemænds svar overensstemmende med dit svar, vælg side (50-50)

# 5 – kan du ikke se dine sidemænds svar, fordi disse har opfanget, du prøver at kigge efter – se, om du kan se, hvad personen foran dig har svaret

#6 – Kan du SLET ikke se andres svar, eller kigger Dr. Mueller strengt på dig og siger “Please keep your eyes on your own test”; luk øjnene og leg “Ælle, bælle…”, kryds af

(Dr. Mueller tiltænkes at have sadomasochistiske tendenser – og det er jeg overbevist om, jeg ikke er den eneste, der deler denne tankegang! Jeg sværger på, at jeg op til flere gange har kunnet ane seamless latex-undertøj under de lidt for kropsnære “moderne i Tyskland i 70′erne”-polkaplettede-velour-kjoler i størrelse “lidt for lille til dine 90 kg, Dr. M” – oftest set i farven babygylp eller dårlig-mave-brun… Jeg kan på ingen måde beskrive, hvor meget dette kvindemenneske irriterer mig – og jeg tager gentagende gange mig selv i at “efter-mime” hendes knastørre tysker-jokes – med forvrænget stemme a la Britney Spears. Mine ellers perfekt-nedskrevne og tendens til for-fyldige noter er på det seneste erstattet med øvelser i skråskrivning, hjemmelavede kryds&tværs (Som blev kedelige, da jeg på forhånd kendte alle svarene), hjerter, håndtegnede kaffekopper og alle tænkelige kombinationer af “Villadsen, Brandi, Enemark og Pedersen” – uden at nå til en konklusion om, hvad der lyder bedst…… Jeg prøvede at se på det fra en empirisk og videnskabsteoretisk vinkel – hvilket jeg hurtigt opgav. Og jeg spurgte derefter mig selv: “Hvad ville Hank Moody have gjort?” … “Life is just too fucking boring not to try ” – to do something else! … Og har nu udfordret mig selv i hjemmelavede Sudoko!)

Efter en hård skoleuge (På 2 dage), hvor jeg virkelig formåede at udvikle mine Sudoko- og skråskrivnings skills, kastede Vor Herre lys over mit liv og skænkede mig Medina på en højhellig onsdag. Når Medina er i SUN Diego, er det jo for pokker helt acceptabelt at dress’e up, drikke en flaske champagne og skeje ud på en onsdag, selvom man har 9 timers skolegang dagen efter. Festen var genial, Medina var bare pinlig. 3 playback-numre blev det til, og tydeligvis havde fruen glemt bade PR-team og manerer hjemme i Danmark. Jeg er til stadighed forfærdet over det faktum, at der var noget nær ingen reaktion at spore, da 70 danskere, på dansk vel og mærket, skreg “Velkommen til Medina” og “ekstra-nummer”, der på alle måder overdøvede både fruens playback-show og den efterfølgende DJ. Come on, Medina – billetprisen var $10, så stor en stjerne er du heller ikke! Jeg skammede mig et kort sekund over at være dansk – og drak min 4. Red Bull……..

Og lige med hensyn til de Red Bulls er det jo utroligt, jeg endnu ikke har lært lektionen. Det er ikke det faktum, at min urin i 4 dage efter er orange, at min lever straffer mig med seriøse mavekramper eller at min krop sidst på aftenen får tendens til at afgive epilepsi-lignende rystelser, der virker en anelse skræmmende på folk -MEN det faktum, at jeg for pokker burde vide, at jeg ikke kan falde i søvn, når jeg har drukket en halv snes Red Bull på 4 timer. Jeg vågnede efter to timers søvn til en ubeskrivelig mundtørke, der ville få Saharas Ørken til at ligne et badeland. Jeg priste mig lykkelig over at se Tonja, der kæmpede væsentligt mere end undertegnede – og fandt overskud til smil, da kortfilms-klip af en seriøs samtale på clubbens toilet dukkede op på nethinden. Jeg elsker min roomie! Og kald det hovmod – men for pokker hvor fik jeg det godt, da jeg så de andre danskere, der havde valgt Vodka on the Rocks fremfor Red Bull – jeg nød det faktisk ligefrem, da Stine S. måtte forhold Advertising & Society-timen med hastige skridt, blå i ansigtet, midt i “ham tyskeren, vi hader”-s oplæg. Tilgengæld sov jeg efterfølgende i 14 timer – og vågnede op til weekend.

Og selvom jeg på ingen måde er meget for at indrømme, at jeg er nået så langt i mit udlandsophold, skrev datoen “sidste weekend af oktober” – som i the US er bedre kendt som Halloween-weekend. Og jeg snakker ikke om den tamme, danske udklædnings-udgave, som vi kalder Fastelavn, men om den all-the-way US Halloween. Historisk set (Ja, jeg fik forklaringen af en tandløs tigger i toget…..), er Halloween en forkortelse af All Hallows Evening , fejres verden rundt d. 31. oktober (I USA pre-fejrer man med at drikke sig fuld torsdag, fredag, lørdag), og kan bedst beskrives som en festival, der fejrer de døde. Helt vildt absurd, for jeg er sindssygt bange for døde ting.

Fredagen stod i planlægnings-, indkøbs- og oppyntnings-mode – efterfulgt af Avicii- og Deadmou5-koncert, der blev afholdt på Padres stadium (baseball), fo’ shizzle!!! Lørdagen bød mig velkommen med associationer om en spætte, der hamrer sit forpulede næb mod min tinding – og de, der nogensinde har påstået, at “Morgenstund har guld i mund” – lyver. 4 kopper mormor-kaffe og et par pano’er udgjorde recepten – og kl. 19 stod vi knivskarpe klar til at modtage de 50 tilmeldte, danske gæster i vores outfit:

Festen forløb ganske fornuftigt – personligt nåede jeg ikke at drikke mere end 2 drinks, da fulde danskere har en tendens til at glemme opdragelse, situationsfornemmelse og sans for god opførsel – og jeg hørte faktisk mig selv sige: “Nej, du må IKKE tegne på væggen”, mens jeg overværede gruppe-snavning.

Mandag d. 31. oktober, altså official Halloween day, begik jeg min hidtil største fail, da jeg bedrog mig i Walmart for at handle ind. Træt, alkohol-inficeret og sulten blev jeg mødt af 10.000 børn, alle på “trick or treat”-jagt, udklædt i alverdens Disney-oufits. Og klovne. Og er der noget, jeg bare på ingen måde kan fordrage, er det klovne. Og børn. Børn klædt ud som klovne – not really working for me. Efter at have fornærmet op til flere forældre og trådt på mindst 3 børn, tager jeg mig selv i at løfte armene mod himlen, skrige og bede Gud og at “fri mig for det onde” – Tonja opfanger min bøn og formår at trække hyperventilerende, grædende, skræmte jeg ud af Walmart. Jeg brugte min aften under dynen med, skræmt fra vid og sans.

Jeg har, siden min obskure Optimus Prime-besættelse, formået at finde mig en ny besættelse. Ryan Gosling, som bare gør “Crazy, Stupid, Love” LIDT bedre. Han nærmer sig Mmmatthew-niveau, og jeg kan godt se, at han ville være noget nemmere at præsentere for mine forældre, end Optimus ville være. Så derfor ryger han ind på en klar, men delt, 2. plads – sammen med Taylor. Min ultimative liste ser nu ud som følger:

(0. – Daniel)

1. Mmmatthew Mmm

2. Taylor Lautner / Ryan Gosling

3. Optimus Prime

(4. – hvis jeg skal vælge, måske Aladdin.. Jeg har tænkt over det, og det er jo ikke fordi, det er forkert at være forelsket i animerede figurer. Vel?!)

Ugens absolutte højdepunkt var lørdag, som stod i det spirituelle-bliv-et-med-dig-selv-tegn. Kick-startede dagen med 2 timers yoga på stranden. 40-ish yoga-træner var vildt rar – og havde medbragt sin sorte gris, hvilket egentlig siger mere end 1000 ord:

Og alt var vitterligt godt, ying-yang gik op i højere enhed og jeg formåede at bruge de allerede tillærte fødsels-yoga-vejrtrækninger. Og så var det som om, der var noget, der gik lidt galt. Nu ved jeg godt, at yoga handler om at lukke øjnene, føle velbehag, blive ét med Buddha og alt dét dér – men jeg kan altså ikke holde øjnene lukkede i to timer. Så jeg smugkiggede. Og så gik det op for mig, at samtlige mennesker omkring mig stille og roligt begyndte at smide tøjet. Og nu er det ikke fordi, jeg ikke kan lide at se på veltrænede mænd i bare overkroppe, indsmurt i olie – men jeg kender efterhånden mig selv ret godt, og jeg har en tendens til ofte at overse vigtige ting – oftest ting skrevet med meget småt. Midt i min child-pose går jeg i ren benægtelse-stilstand, mens jeg genlæser brochuren for Beach Yoga i mit hoved – og kommer til den konklusion, at der altså ikke stod nogen om nøgen-yoga nogen steder. Lettere panisk begynder jeg at diskutere med mig selv – og glemmer alt om child-pose, der nu er blevet til Warrior II, hvilket resulterer i, semi-good-looking yoga-mand med hastige skridt nærmer sig – med sort gris lige i hælene, sætter sig på hug foran mig – og med den sprødeste Matthew-accent spørger, om jeg har brug for hjælp. Efter 30 sekunders forsøg på at trylle mig selv til månen, må jeg erkende, at yoga-mand ikke er forsvundet, stadig venter på svar – og jeg beslutter mig for at åbne det ene øje. Ikke voldsomt elegant, men ville på daværende tidspunkt hellere  ligne Quasimodo end være i stand til at fokusere med begge øjne. Desværre ser mit ene øje også ret godt – og jeg når kun lige at erkende, at yoga-mand ikke har en trevl på overkroppen, inden han stiller sig bag mig, retter på mine hofter og strækker mit ene bagben så langt nordpå, at jeg i et splitsekund overvejer,  at jeg måske godt kan leve livet med ét ben. Yoga-mand-med-Matthew-stemme-og-bar-overkrop forlader mig med ordene: “I’ll make you very flexible”…. Jeg overvejede at stjæle grisen og løbe, men møder Buddha et sted mellem højre- og venstre hjernevæg og beslutter mig for at act’e’ 25-ish. Resten af timen bruger jeg på at overveje fordele ved at have lukkede kontra åbne øjne, og når midt i Down Dog-pose til den konklusion, at det er mig langt mere forvirrende at skulle lytte til yoga-mands stemme, der var en tro kopi af Matthews, end at skulle se på hans komplet pumpede 10-pack. Jeg sendte stor tak til hans forfædre, der har skænket hans gener med for-tidlig-hårtab, som jeg valgte at sætte mit fokus på.

Efter det der skulle have været 2 timers afslappende yoga, suit’ede jeg op i full Wet i en størrelse lidt for stor, og fik derefter stukket et board, der var på størrelse med 2 af mig, i hånden. Da surf-intruktør-med-polsk-accent påpeger, at vandet er 12-15 grader “varmt”, har jeg lyst til at slå ham med boardet, løbe min vej og aldrig nærmer mig Pacific Beach igen. Da han beder mig ligge mig ned på stranden – og vise, hvordan jeg har tænkt mig at padle med armene, overvejer jeg, hvorvidt Tonja har meldt mig til skjult kamera – og da han så efterfølgende beder mig gå ud i vandet med ordene “And, essss issst a good day, no sharksss today”, går jeg totalt i baglås, mens min hjerne på bedste selsvings-stil formår at printe intet mindre end 10 Ekstra Bladet-overskrifter  – omhandlende en 21-årig nøgen-yoga-dyrkende, skildpadde-på-stranden-padlende surfer-girl, der på tragisk vis møder en kæmpe hvidhaj, der har forvildet sig på lavvande, midt i Pacific Beach. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig mere vil se Animal Planet…

Efter en mindre diskussion med surfer-instruktør-med-polsk-accent om, hvorvidt det rent faktisk var nødvendigt at gå i vandet for at surfe, overgav jeg mig selv – og overskred en grænse, jeg aldrig havde troet, jeg skulle overskride. Vel og mærket bør det nævnes, at jeg oplevede enkelte panikanfald, men tang kan altså godt forveksles med en haj. Men jeg må indrømme, at jeg er faldet pladask for surfing. Efter 5 forsøg formåede jeg at stå på boardet, og red adskillige gange 10 meter på bølgen blå. Polsk-surfer-instruktør var voldsomt stolt og påpegede, at det, jeg lærte på 1 time, er noget, folk bruger 5-7 dage på at lære. Og jeg åd det sgu da råt – for jeg var nok selv en anelse stolt af mig selv!

Jeg har vitterligt meget mere at fortælle, men fordi der ikke skal gå 3 uger, før jeg atter poster et indlæg, får I ikke mere for den 25 øre, folks! På snarligt (meget snarligt) gensyn – virkelig, promise!!

Næste weekend står på L.A og bøsser en masse. Jeg elsker livet i Sun Diego – jeg ville ønske, jeg kunne dele det med alle, jeg elsker!

Kærlig hilsen,

S!

PS. Tak til alle de skønne mennesker, der til stadighed arrangerer Skype-dates – you rock!

PPS. Anne & Leine – I går lige i “I love you” – altså.. hjertet ;-)

PPPS. Jeg har tabt min pung med nøgler, kørekort, IDs, visa og min uvurderlige Mac-læbestift… Jeg savner allerede min løbestift!

LA, baby!

… Jeg er yderst skuffet over mine (manglende) blog-præstationer på det seneste – og jeg er beæret over, I til stadighed husker mig på, at jeg også har en blog at passe. Jeg forsøger at holde trit med dagene – og finde den ekstra 25. time, som døgnet virkelig burde have. Det ville bare gøre det hele meget nemmere. Jeg har til gengæld oplevet meget på det seneste – og lad mig starte med at sige, at mit møde med Barack Obama slet ikke blev, som jeg havde regnet med. Han ignorerede mig totalt. Mere om det….. Coming up!

Sidste uges eksamener tog hårdt på mig – jeg er stadig noget indebrændt på Dr. Mueller. Og det er ikke fordi, hendes undervisningsmateriale er fra 1986, fordi hendes powerpoints er håndskrevne (og ulæselige), eller fordi hendes humor er gudsforladt og genfortalt til et trættende stadie – men fordi hun lægger TO eksamener på samme dag. Og fordi hun beder os læse 48.000 siders pensum og derefter stiller spørgsmål, hvori vi skal definere en eller anden Act of Who Cares fra 1788 – og de 8 guidelines, der dengang blev brugt. Jeg synes, det er urimeligt at blive testet på hukommelse – specielt som internationalt studerende. 1) Vi er aldrig blevet testet på den måde før – vi aner ikke, hvordan vi skal forberede os til en sådan eksamen (Bortset fra Heino fra Tyskland, der bliver skamrost af Mueller… Jeg overvejer at putte noget i hans kaffe…) 2) Ved hun ikke, at der er $1-bar om torsdagen???????!!!!!!  Om det så skyldes farverige cocktails serveret på en snusket bar af en fyr i netundertrøje og tendens til humørsvingninger, at min hjerne blive til grødmasse – eller om jeg burde gå til lægen og sige: “Der er noget galt med min hukommelse” ( – skal man sige den lange eller den korte? Afhænger det af, hvornår man startede med at læse til eksamen, eller er det en forud-determineret term, som man ikke selv kan ændre, som man har lyst? … Må googles) – det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at øverste etage svigter mig – og hvad fanden har jeg SÅ tilbage?

Efter at have fortæret 2 liter mælk og en king size pakke Oreo (Not really, men det gav et godt billede af, hvordan jeg havde det.. ikke?) – lod jeg eksamen være eksamen, og rejste fredag morgen mod det underskønne LA. Og jeg må sige, at jeg var pænt overrasket over Amtrak – USAs svar på DSB. Toget gik til tiden (!!!!!!) – noget, man på ingen måde er vant til i Danmark, hvor “forventet ankomst” oftest skal inkluderes i en matematisk formel, der tager højde for varme togskinner (Danmark…. Come on……!) og billetkonduktørens toiletbesøg. Togturen var ikke vitterligt smuk, men varede 2 timer, 45 minutter – tilbragt med hovedet dybt begravet i en tarvelig, overamerikaniseret erotisk novelle. (Nu jeg tænker på det, husker jeg de 300 sider bedre end de sider, jeg læste til eksamen. Måske min hjerne lagrer information pr. interesse…)

Synet med LA levede op til de talrige forventninger, jeg altid har haft. Hollywood Boulevard, Beverly Hills, Universal Studios, Santa Monica, LA downtown. Og Barack Obama……

Jeg havde på forhånd ikke undersøgt mine chancer for at rende ind i Barackie – jeg mener… Nu har jeg efterhånden gjort en ret stor effort for at tiltrække mig mandens opmærksomhed – uden held. Min ændrede taktik må have fanget hans radar. Og det var i sandhed et noget besynderligt og uventet møde…

Fredag eftermiddag stod i stjernernes tegn. Og ikke de på himlen, men de, der i Hollywood er plantet i cement. Efter flere kilometers vandring (overdrivelse) observerer jeg fra 500 meters afstand (.. jeg er nærsynet. Altså – hvis det er der, hvor man ikke kan se noget fra afstand.) – en ganske nydelig mand i full suit, light chocolate colored teint og et tandpastasmil – stående på en rød løber. Omringet af mennesker, nuvel – men mit indre Obama-instinkt fortæller mig, at jeg aldrig får en større chance for at belemre ham med mit syn på hans politik. For $25 kan jeg stille alle de spørgsmål, jeg vil – en ganske billig pris, selvom jeg efterhånden vil mene, at jeg burde have penge for ovenstående – taget i betragtning at jeg har indsamlet en god portion top secret information om hans land. Til min store skuffelse lytter Obama ikke, da jeg forsøger at sætte ham ind i blandt andet landets store Tourette-problem, manglende geografiundervisning og mit syn på USAs behov for at have deres egne måleenheder. Jeg synes selv, jeg tager fat i relevante emner indenfor både velfærd, økonomi og demografi. Til gengæld går det i min one-way-diskussion op for mig, at den voksende gruppe af kinesere, der overivrigt står og venter på at få taget et billede med Obama, begynder at køre pegefingeren i cirkler lige omkring tindingen. Og jo, jeg ved da godt, at jeg befinder mig på Madame Tussauds – men der er da så mange, der skriver til julemanden og lægger mælketænder under puden til tandfeen. Og helt ærligt – hvad med de børn, der leder efter påskeæg i haven, overbeviste om, at chokolade-haren selv har pøllet dem. På daværende tidspunkt følte jeg selv, jeg var i min fulde ret til at sætte Barackie ind i den situation, han står overfor. Guide, vejlede. Jeg har jo trods alt læst hans bog – og jeg ved, at han værdsætter folkets stemme. Ikke at jeg er amerikaner – hvilket er en vigtig faktor. Jeg har jo netop mulighed for at se landet fra en objektiv vinkel. Kineserne havde et meget skævøjet syn på min præstation – og jeg så mig nødsaget til at give slip på Obamas ben, da en 2 meter brød/høj security-gut, der muligvis kunne være undfanget i Tyskland i 40′erne af Eva og Adam – kommer mod mig med hastige skridt. So much for kindness! Jeg takker mine forældre for mit blonde hår – og særligt min mor for, der i en tidlig alder lærte mig, hvordan man charmer sig fra fartbøder, p-vagter og rock-koncert-securities. Hvis de er af kønnet mand, of course.

Resten af Madame T var selvfølgelig også ganske interessant – dog er jeg til stadighed ganske skuffet over, at Mmmmm(!)atthew og Taylor endnu ikke er eksisterende i voks. Hvilket ødelagde helhedsoplevelsen en del. Men måske meget heldigt – taget i betragtning, at jeg på daværende tidspunkt allerede havde lagt mig ud med security-mexicano med et voldsomt grimt overskæg, jeg priser mig lykkelig for, jeg glemte at kommentere.

LA bød om lørdagen på Universal Studios – et legeland for en barnlig sjæl som jeg, der elsker Shrek, Simpsons – og hader Spøgelseshuse. Sidstnævnte blev jeg ufrivilligt hevet ind i – og jeg sværger på, jeg faktisk græd en lille smule og skreg “daddy…”, da Frankenstein-wannabe smadrede sit blodige ansigt op i et plastikvindue 30 cm fra mig. Helt vildt træls, når fat American girl på 7 foran mig blot responderede ved at fremvise sit bøjle-inficerede gebis af et tandsæt, skrigende “harrr-harrr-harrr” og dele lugten af den hotdog, hun utvivlsomt havde fået 3 minutter før. (Og som stadig sås i hendes fortænder ((Som Jolly Jumper (((Lucky Lukes hest))) helt sikkert ville have været misundelig på))

Efter 6 timer i Stine-land blev det tid til at returnere til indkvarteringen, bade, skifte til cocktail dress og male dukkefjæset op til leg. Urimelige mængder Frozen-cocktails blev fortæret på the Hard Rock – noget, der fik bartenderen Ross (med eyeliner) til at konstatere, at “Danish people are crazy”. Jeg er endnu i tvivl om, hvor vidt han hentydede til mængden af det indtagne eller til de brain freezes, der udeblev. Jeg prøvede at forklare ham, at vi er “Danish Dynamite Wikings” – noget, jeg bagefter godt kan se ikke helt havde den mente effekt. Burde have forklaret Obama, at der altså også er mangler på historie-fronten! Weekendens absolutte højdepunkt var West Hollywood. Allerede fra SD-afgang var jeg fast besluttet på , at jeg ikke var taget til LA for at gå på straight-club. Nu har jeg før proklameret, at jeg hellere vil have en bøsseven end et kæledyr. Og jeg lyver ikke. Jeg ville ønske, man kunne have en bøsse i et bur derhjemme. Det lyder mærkeligt – måske mest af alt buret. Men det ville jeg.

West Hollywood var alt, hvad jeg nogensinde har forestillet mig, det ville være. Twinkies, Dramas, Leathers – alle grupper af gay guys var repræsenteret, og min danske energi havde den bedst tænkelige effekt. Jeg befandt mig selv i en situation, hvor “where’s your boyfriend” ikke ville sende mig i helvede – og hvor en smørgul mælkedrengs-hat sendte eksakt de signaler, som en smørgul mælkedrengs-hat SKAL sende. Jeg hørte mig selv sige “Ohh… My… Goood…” på bedste Janice-Friends-facon , da mine nye venner sagde:  “I just LOVE your hair, which products do you use?” eller “Is your eyeliner #321 Soft Brown from Mac? I LOVE IT…” Til gengæld var jeg ikke ret fascineret af alle de beton’er, der ivrigt forsøgte at komme i kontakt med mig – bl.a. Sheila på 152/43, iført skjorte, slips og baggy pants, klippet i en grydefrisure, der i 90′erne ville have været Aaron Carter værdig. Jeg er udmærket klar over, jeg den pågældende aften havde bevæget mig på ukendt territorium – et meget sultent territorium, men det er bare ikke super flatterende eller sexet, når en kvinde peger på mig og højlydt siger: “Hey, homies, check out that bomb. Boom! I could make her explod at the toilet in a minute” til sine medsammensvorne, lesbiske gang members. Til gengæld var jeg parat til at gifte mig med hver og én af de 5 bøsser, der straks stiller sig ind foran mig, laver en “talk to the hand ’cause the face doesn’t care”-bevægelse med deres slappe håndled og siger: “This one is taken, ladies – by a hockey player who knows exactly how a stick should be put. Beat it”…. Efterfulgt af high fives, “auuuch” og shots en masse. Kan man andet end smile? Don’t think so… Jeg forbandende Obama, da kl. blev 01.45 og natklubben lukkede – men udvekslede telefonnumre med nogle fantastiske mennesker, jeg helt sikkert skal se igen. Dagen efter vågnede jeg til en sms, hvori der stod: “You’re a kick. Bring your lovely boyfriend next time”…. Alle, der kender min mand, vil forstå mit “Not gonna happen, guys”-svar… Hans store, blå øjne, veltrænede krop og tandpastasmil ville være ren russisk roulette i West Hollywood.

Søndagen startede med et massivt kaffe-indtag og efterfølgende rundtur i LA downtown. Meget smukt, men også tilpas kedeligt – specielt med Tors Hammer bankende mod min tinding. Jeg brugte den guidede busrundtur til Beverly Hills på at tælle de genstande, jeg dagen forinden havde fordærvet min lever med – og det gik op for mig, at jeg nu igen er voksen og ansvarlig nok til at drikke tequila. (Medmindre jeg rent faktisk dansede på baren, hvilket jeg endnu ikke er nået til en afklaring på.) Udsigten var fantastisk – guiden var pisseirriterende. Og jeg har indset, at jeg bare ikke duer til guider. (Camilla-søs, jeg ved, hvad du vil sige. Don’t!) Søndag aften afsluttedes med et Cabaret Drag Queen-show uden lige, og jeg er til stadighed amazed. Mænd udklædt som kvinder fascinerer mig. Til Daniels store irritation. Og min – når han siger “Tag dig sammen” efter jeg har tigget ham om at prøve min nye neglelak på ham 14 gange.

Mandagen stod i koncertens tegn – Foo Figthers billetter til 150 kr var hvervet. Vi mødtes med Dennis-Rikke-crewet kl. 21, og blev på bedste vis forført af forhenværende Nirvana-drummer Mr. Dave Grohls fløjsbløde rockstemme, der tog os et skridt tættere på helvede. Viejas Arena var fyldt til bristepunktet, stemningen var beyond excited og duften af weed spredte sig lynhurtigt.  Koncerten levede fuldt op til forventningerne, og jeg sendte Mads (Favorite – og savnede – study buddy) en masse tanker.

I dag er det onsdag – og jeg er back on track. De næste par uger byer på Medina-koncert, Halloween, San Fransisco og endnu en tur til LA. Jeg elsker mit US-liv. Men afsavnet er begyndt at melde sig. Ude godt, hjemme bedst? Jeg har genoptaget mine kryds og tværs – det siger mere end tusind ord!

Thanks, peeps – keep it up!

Kærlig hilsen
Stine

Børn og alt det andet…

… Endnu en uge er gået i San Diego, og jeg er oprigtigt ved at være bekymret over det faktum, at vi allerede skriver oktober. Det er ikke fordi, jeg (igen) fylder 21 år om en måned og nogle dage (12 dage præcis…..) – men fordi, jeg skal forlade dette paradis om 2 måneder og 13 dage.  Noget, der har fået mig til at gennemsøge google efter viden om, hvordan man kan forskyde solens bane – bare så det sidste halvår formår at blive længere. Min matematiske non-existent tankegang har dog fra start sat visse restriktioner – og efter at have gennemsøgt google efter matematiske formler, der vil kunne hjælpe mig i min udvikling af ovenstående, har jeg givet op. Jeg sender al min negativitet til de mennesker, der har opfundet formler – og endnu mere til de, der kan finde ud af dem. Life is just too short to try – endnu et pro til, at solen virkelig burde slow’e lidt ned deroppe. Hvad har den i grunden også så travlt for.

Min krop er pt. det, min ærkejyske mor ville kalde “velfungerende, mit barn” – i hvert fald formår den at vågne af sig selv efter 8 timers søvn. Hver dag. Præcis. Helt vildt træls, når man nu bare gerne vil sove til kl. 9 – og er løbet tør for kaffe. Jeg har endvidere forsøgt mig med arabiske (Correct me if I’m wrong) metoder – og hængt lagener i mit vindue. Og det, at det ikke virker, stiller mig som et stort spørgsmålstegn; hvorfor pokker hænger de så lagener i vinduet? Jeg er så småt begyndt at vænne mig til tanken om den ultra-voksne døgnrytme, og har stærke associationer til min (dengang) evigt morgenfriske far, der i min gymnasietid formåede at skrige “godmooooorgen” på en lidt for frisky og syngende måde – midt i mine havregryn. kl. 06.00. Problemet er bare, at min teenagekrop på ingen måde er frisk eller veloplagt. Efter at have været i kaffe-protest (uden at vide hvorfor) i 8 dage, er jeg atter begyndt at drikke kaffe igen. Ikke fordi, jeg som sådan savnede det – mere fordi, at jeg simpelthen ikke kan leve med det faktum, at jeg ellers går i seng kl. 21.45. Sørgeligt – men sandt. Jeg er ved at blive voksen og klar til børn, der vågner før en vis herre får sko på.

Og det får mig til at tænke: hvem pokker vælger dog frivilligt at få børn. Jeg mener – folk ved jo, det indebærer fodring kl. 02, hormonforstyrrelser og et søvngennemsnit på -2. Og så kan folk snakke om en indre moderkærlighed, der vokser frem bag tequila-eskapader fra en stjålen tid, men jeg køber den altså ikke. Jeg har nemlig selv haft en killing. Og det er en god historie, der faktisk bør nævnes. Ikke blot for den gode historie – men også fordi den har en rigtig god pointe:

Det var en mørk og regnfuld dag – novemberens træer stod nøgne og …. Nej, for drastisk. Spot on: I sommeren 2009 formår Daniel og jeg at redde den sødeste killing fra en grum skæbne. Killingen var blevet forladt – og ikke mere end 3 uger gammel. Vi besluttede os for at agere kærlige forældre (I 2 dage – bare indtil jeg havde overtalt min far til at overtage.) Killingen blev døbt Arnold Whitenegger II, went by the name Arnold, og var helt vildt opmærksomhedskrævende. Hvilket var fint nok – for Daniel og jeg havde indgået skriftelig aftale om, at sutteflaske-hver-2.-time-om-natten skulle være fællesprojekt, hvor vi skulle arbejde på skiftehold. Arnold mades og puttes kl. 22 – og da kl. slår 00.00 og alarmen og Arnold skriger i kor, vågner vi begge – og mor, far, kat-fodring går op i en enhed, man aldrig havde set komme. Da alarmen synger sin klagesang kl. 02.00, vender Daniel sig mod mig og siger: “Skat, tager du den her? Jeg er lidt træt.” – Arnold bliver fodret og puttet, what a mom. Da Arnold og alarmen atter ringer kl. 04.00, rejser Daniel sig op, forklarer killingen på 3 uger, at den “Sgu da ikke behøver være så krævende”, kigger på mig og siger i en vred tone: “Jeg skal altså til træning om 4 timer. Jeg skal have min søvn. Det her går ikke.” – og går ind på sofaen for at sove videre……… Folk må forstå, at jeg på ingen måde har tillid til manden, når han på bedste vis forsøger at overtale mig til at give ham en baby. Det bør også nævnes, at han forleden dag formåede at ringe til mig på Skype for at fortælle, at han nu gerne vil have en Beagle. 1) Det er den tredje race på 3 måneder – synes, han er lidt inkonsistent i sine valg. Not good. 2) Jeg må ikke få en kanin, der løber frit rundt (Et irrelevant punkt – men sandt) . 3) Med noget nær 20 træningskampe og 3 kampe ugentligt kan jeg godt se, hvem ansvaret pålægges. Og jeg tror faktisk, at det er ganske bevidst. Hans (meget) øgede interesse for børn deler jeg ikke – og mine moderinstinkter er på ingen måde trådt ind. Jeg synes ikke, savl og opkast er lækkert, jeg kan på ingen måde se det fantastiske i, at “lille Niels nu laver noget, der ligner remoulade i bleen – helt af sig selv” og jeg synes, pottetræning er det klammeste ord i verden. På godt dansk: der er ingen æggestokke, der går bananas og kaster mig i et “årrrrh, guti, guti, guti – er du en sød lille baby”, når jeg ser et spædbarn. Faktisk synes jeg, at spædbørn er vildt grimme. Noget, der har fået selv mine bedste veninder, Line og Anne, til at ytre, at jeg ikke må se deres børn, før de er blevet et år gamle. Nej – de moderinstinkter, der burde være trådt i kraft hos mig, er i stedet trådt i kraft hos mine kæreste, der også har formået at proklamere, at: “..Skat – du skal bare blive gravid med tvillinger første gang – så behøver du kun blive gravid og føde to gange.” Et statement, der giver mig dybe associationer til det skrækkelige program “De Unge Mødre” – og det er ikke ung’et, jeg refererer til – men det faktum, at de faktisk viser fødsler i deres program. Jeg var rystet i min grundvold, da dette scenario mødte mig på TV – og jeg har lige siden ikke fået lov til at se Kanal 4 for Daniel – af ren og skær frygt for at blive præsenteret for endnu en skrigende teenagetøs, der råber efter noget, der kan dope hendes ret tydelige smerter – for efter fødslen at sige, at den efterfølgende lykke og harmoni, der opstår, når hun sidder med sit slimede, uvaskede, mælke-suttende (…..!) unge i favnen – med et ansigt befænget af hormonknopper og 18 kilos overskydende babyfedt på hvert lår – overgår al smerte i forbindelse med fødslen, så går jeg kold. For søster lagkage – den holder altså ikke i byretten. Nu har jeg lige set dig presse 4 kg. ud og efterfølgende blive syet med 10 sting på nederste etage -  på landsdækkende TV – midt i min jordbær-sundae – (og kryds&tværs) – en lørdag aften….  I just don’t buy it! Tilgengæld er jeg i syv sind, når det kommer til Daniel – for en eller anden burde virkelig give manden en unge. Anyone?

Well…….

Mine nuværende dage i San Amazing Diego har budt på sightseeing og skole. I og med jeg har holdt mig fra alkohol i hele (!!!!) 3 weekneder, har jeg på den front ikke formået at rode mig ud i de ellers vante og upopulære situationer. Tilgengæld har jeg set både San Diego Zoo – noget, der ikke er værd at skrive hjem om – og Sea World. Sidstnævnte var ubeskriveligt fantastisk – indtil mit møde med det, der må være jordens største spækhugger. Den netop beskrevne størrelse indikerer også halestørrelsen – og deraf, hvor meget vand en sådan er i stand til at sprøjte mod publikum i et snuptag. Thank God for not wearing a white t-shirt. Til gengæld formår jeg at hamre tænder og overlæbe ned i kanten foran mig i mit forsøg på at søge dækning bag kineser-med-paraply foran mig – totalt irriterende, når jeg nu gennem knap 3 år har proklameret, at min kæreste altså bør spille med tandbeskytter, fordi “det der ishockeybold er helt vildt farligt for tænderne”… Errr…. Jeg har efterhånden fået set rigtig meget af SDs kultur – hvilket efterhånden er begyndt at minde mig om, jeg skal til at genopfriske barkulturen lidt. Jeg er i min tredje ædru weekend – mest af alt pga. den spændingshovedpine, der nu på 12. dag hærger på øverste etage. Det vigtigste, jeg i den forbindelse har kunnet konstatere, er, at den advarsel der bag på aspirin-pakkerne påstår, at man ikke må spise mere end 8 stk. om dagen, er HELT forkert på den. 

Jeg oplever til stadighed mærkelige mennesker i toget – og jeg er nået dertil, hvor jeg overvejer at trække mit tidligere skrevne blogindlæg “It’s all about the people” ret meget tilbage. For f… hvor er jeg ved at løbe tør for overskud til underlige konversationer og mærkelig mennesker. En kvinde, der bør nævnes, er hende, jeg har døbt Color-Mama; eller bare CM short. Som navnet indikerer, har CM et farvekompleks uden lige. Cm har specifikke regler, når det kommer til farvekodningen af sit tøj – og man vil aldrig opleve hende en tirsdag uden at være indsvøbt i noget, der ikke er turkis. Og det er seriøst – alt er turkis. Min seneste undersøgelse viser, at torsdag er laksefarvet-dag og Tanya er overbevist om, mandag er den dag, hvor brun dominerer. Og det er faktisk ikke tøjet, der er det mærkværdige. Det mærkværdige er, at kvindens humør følger tøjet. Og nu må der da sidde nogen derude, der (også) ejede de famøse humørringe, der udgjorde en stor del af mine teenageår, der kan nikke genkendende til det faktum, at de selvfølgelig afspejlede ens humør… (Samtlige af mine viste sort – jeg var en meget vred og rebelsk teenager… Godt, det har ændret sig med årerne………..) På CMs grønne dage har Tanya og jeg erfaret, at grøn ikke fungerer som håbets farve, men derimod som CMs “Do not talk”-farve. Erfaret på den hårde måde selvfølgelige.

… Den 110 kg tunge CM formåde en grøn og varm fredag at plante sin 60 kg-grønne-leggins-iklædte negerbooty på sædet foran os – og nåede kun at trække vejret dybt to gange, før hun vendte sig om midt i vores konversation og ganske uhøfligt påpegede over for Tanya: “Turn your fucking head away from my ear when you are talking. You fucking talk in my ear.” Jeg gjorde, som jeg altid gør i sådanne situationer; vendete hovedet væk og skraldgrinede. Tanya, derimod – er fra Varde. Og er der noget, man ikke skal spøge med i Varde, er det: 1) At Varde rent faktisk har slået Brøndby i en pokalkamp, 2) Tanyas temperament. Varde er definitionen på outlaw – og Tanya finder sig absolut ikke i, at folk taler til hende i toner som de, CM slynger ud. I første gang viste Tanya sig dog fra en stærkt overbærende side og fortsatte sin samtale med mig. Da kvinden på ny atter vendte sig om og begyndte at svine Tanya til, kunne jeg efterhånden se CMs spejlbillede i Tanyas blanke, knaldsorte øjne – og jeg nåede kun lige at tænke “Oh no”, inden Tanya returnerede “Relaxe, bitch” – noget, der ville få vores engelsklærer, Peter, til at bakke bagvendt(?), tage sig til hovedet og skrive “DANISMER, DEL 10 -  SÅ LÆR DET DOG” på tavlen.  Og Tanyas mundhuggeri med CM gjorde mig faktisk ret nervøs – for CM ligner ikke en kvinde, der ville holde sig tilbage – og selvom jeg er ret overbevist om, at Tanya slår en proper Varde-næve, var jeg ovenud lykkelig over, at vi skulle af. Dagen efter var CM klædt i gul – og sagde pænt hej på stationen. I just don’t get it….

Jeg er i disse dage ved at være pænt træt af, at jeg endnu ikke har hørt fra Obama. Eller bare i det mindste modtaget et personligt takkebrev, nu hvor jeg har været så god til at større den amerikanske økonomi. Ikke at jeg går op i det tal, der står efter et komma – men helt ærligt; hvad ligner det at sætte kursen op – det er det, jeg vi kalde en sølle tak. Jeg er på nuværende tidspunkt virkelig i tvivl om, hvorvidt jeg har grebet situationen korrekt an – jeg burde måske undervises i det der med komma, for min bankmand afregner i hvert fald ikke på samme måde som mig. Jeg kunne selvfølgelig også tage en alvorlig snak med min bank og påpege, at når man nu også støtter dem på bedste vis, burde man kunne få en fast-valuta – hvilket kun er fair, når de nu tilbyder fast-rente til så mange af deres andre kunder. Og jeg forstår til stadighed ikke, hvorfor det hele skal handle om konstant omregning; det gør jo blot verden til et langt mere besværligt sted. Det begynder at gå op for mig, at jeg burde være gået ind i politik. Jeg synes selv, jeg har nogle holdninger og meninger, der er yderst vigtige for det danske samfund – specielt set fra et kvindeligt perspektiv.

Jeg har stadig ikke fundet et brugbart svar på, hvorvidt en kat ikke tage på på halen – og det irriterer mig stadig grænseløst. Noget andet, jeg har brugt er par timer på at reflektere over, er måleenhederne. Hvem har i grunden bestemt, at lb skal omregnes til noget, der inkluderer et komma? Det er da i grund fuldstændigt ude af proportion – og her går alle matematikere og videnskabsmænd og tror, de er kloge. Pff… Jeg burde måske være gået ind i matematik. Økonomiminister!?!!?

Til de, der har efterspurgt mine eksamensresultater, har jeg fået B+, A, B+ (Mormor: 10, 12, 10) so far – ikke noget at skrive hjem om, men nu har jeg da i det mindste en idé om, hvordan eksamenerne foregår – og hvordan jeg skal læse op til de kommende af slagsen. Jeg har allerede 2 på torsdag. Jeg kan fortælle, at en eksamen består af 25 multiple question spørgsmål samt 25 spørgsmål, der kræver defineringer på 3-4 linier – og det hele er closed books, altså ingen noter. Noget, man virkelig skal vænne sig til – og jeg begynder efterhånden at føle, at jeg bliver testet på min hukommelse fremfor hvordan man faktisk bruger den tillærte viden i praksis. Not good!

Håber, alt er vel i det danske. Jeg savner ret mange mennesker ret meget. Dog vil jeg sige, at jeg på ingen måde er klar til at tage hjem – og nok heller ikke bliver det. Dette er i hvert fald ikke mit sidste udlandseventyr!

Til folk der bor i Kbh: Jeg søger lejlighed pr. august 2012, hold gerne øjne og ører åbne, hvis I kender nogen, der har en fin, billig lejlighed til rådighed. (Ja, jeg er ude i god tid…..)

Tanker og kærlig hilsen

Stine

Den tykke kat – hvor kom den fra?

… Et ultra kort indlæg uden nogen form for substans, og mest af alt: overspringhandling, nu hvor jeg virkelig burde (!) læse til torsdagens eksamen i Avertising & Social Media. Men hvorfor er det, at man atter befinder sig i en situation, hvor det bare ikke er skide spændende at læse til eksamen, når man faktisk er noget af en læsehest? Interessekonflikt? I think so, yes…

Der er ikke sket noget sindsoprivende, jeg kan udbasunere til den kære kreds af folk, der trofast følger min blog, like’er den og kommenterer på sødeste vis. (Og de, der ikke vil være ved det – WordPress er super smart sat sammen, så når I nu trykker på Facebook-linket, kan jeg se, hvem I er… Så tak til jer også!)

Min hverdag er stadig et mishmash af skolegang og lektielæsning – og hvis jeg bliver spurgt om dato eller hvilken uge, vi befinder os i, vil jeg på ingen måde kunne give et korrekt svar. Jeg ved (?!), det i dag er onsdag – fordi jeg har fri fra skole. Ikke fordi, det er den tredje dag i ugen. Jeg retfærdiggør det ved at huske mig selv på, at det at have et dag/uge-overblik læner sig ret meget op ad matematisk adfærd – noget, jeg ikke gider spilde min tid på. Tilgengæld ved jeg, at det er mere end to uger siden, jeg efterspurgte lakrids på det kraftigste – og jeg har stadig ikke modtaget noget med posten. Jeg vil gerne påpege, at jeg er yderst skuffet – og overvejer visse venskaber nøje!

Min weekend stod i “Det Falske Livs” tegn – en specifik og nøje udvalgt gruppe af dejlige, danske dåser (Caramel, Vanilla, Strawberry, Coconut og KitKat…) – der deler samme syn på termen “party”, som jeg gør. Rammen var atter Fire House, vores stamrestaurant, hvor de serverer nogle afsindigt velsmagende og alkoholinficerede Pear Mojitos og mad, der gør maven glad og rører smagssansen til et punkt nær klimaks. Min weekend var dog på forhånd kategoriseret alkohol-fri – noget, der er ekstremt svært, når man har Strawberry-Julie med på tur; det ender altid med, tjeneren bliver forelsket i hende og deraf serverer gratis’ shots. Til gengæld viste KitKat-Cat enormt stort gåpåmod og nærmerede sig en offside, da hun valgte at være behjælpelig med mine shots. Noget, der efter en halv time resulterede i følgene statement: “Ej, jeg er altså stiv. Undskyld. På forhånd”… Med dette statement in mente, lagde KitKat-Cat sig forrest og indkasserede aftenens gule førertrøje – overtaget efter undertegnede. Og det skal prompte meddeles, at den gule førertrøje er noget, vi ser højt og helligt på – det er en fornem titel, man kan være stolt af. Atter; hvem er taget til SD for at studere seriøst? (De, der nu vælger at holde mig op på statements som: “Jeg er altså taget herover for at lære noget – ikke for at møde nye mennesker og drikke mig fuld hele tiden”….. Jeg indrømmer – jeg gider ikke diskutere – I får ret – jeg tager det til mig – jeg er enig – jeg var forkert på den.)

Da maden endelig dukker op, har jeg formået at konsumere intet mindre end 2 store Red Bull – og jeg sidder atter i en velkendt, hyperaktiv, situation og tænker: “Du er 21… Du er 21.. Du er 21… Du må godt gøre dumme ting igen og igen.” – og bestilte så den tredje. Bare for at kunne være på niveau med resten af The Magic 5, der havde drukket både shots, mojitos og vodka/Red Bull. Mine spinat-, svampe- og mozzarella-enchiladas var ubeskriveligt lækre. Og store nok til at kunne brødføde halvdelen af en landsby med 803 indbyggere i den vestlige del af Mozambique – og de tilhørende pommes var helt vildt unødvendige. På den nødvendige måde. Jeg synes, det er super fejt, at man dagligt testes herovre: “Nåååh, vil du gerne have en lille pommesfrit, hva’.. Kom nu, tag den. Den ser god og sprød ud, hva’…” Og jeg spiste den, gjorde jeg. Med tanken om, at jeg senere på natten ville forbrænde de ekstra kalorier på et spækket dansegulv i Pacific Beach. jeg endte med at sidde på min flade hele aftenen…. Just great!

Efter en lækker middag og et indtag af intet mindre end 4 Red Bull, drog kliken og jeg på BBQ-eventyr hos nogle amerikanere. Men en forsikring om, vi kun skulle gå “500 m.”, efterlod vi vores (sikkert) instinktive, kvindelige intuitions GPS i en flaske vodka og begav os på en “These shoes are not made for walkin’…”-mission.  Selvfølgelig efter slikpinds-shopping i 7-11. Et optagelses-must i gruppen – noget, der hverken kan eller bør beskrives. Vi lader det blive ved det hemmelige liv.

Turen til BBQ-festen viste sig at være uendeligt lang – og jeg kan ikke helt vurdere, om det skyldtes det faktum, at vi stoppede noget nær 1000 gange for at tage billeder af ligegyldige, men ret sjove, situationer. Eller om vi faktisk burde have medbragt vores indre GPS. (Mest af alt burde vi have ræsonneret ((Logisk tænkning, mor!))  liiiidt mere over det faktum, at adressen var 1468 Grand Avenue… Bør jeg nævne, vi startede med at gå, FØR 1 Grand Avenue indtraf? Verdammt……) Gåturen var dog i en kategori for sig selv – specielt fra et komplet ædru perspektiv. Jeg finder mig selv i adskillige situationer, hvor jeg føler mig høj på selskaber og livet – hvor alkoholpåvirkning ikke er nødvendigt. Og som alderspræsident sker det ligeledes, at jeg lynhurtigt falder (ned?) på niveau med de fulde mennesker, jeg omgives af. Jeg ved ikke, om det er positivt – men jeg elsker det. Jeg NYDER at være 21, ung og uansvarlig igen. (Selvfølgelig på den ansvarlige måde – Daniel, far, mor….. Anne….)

Festen viste sig fra en semi-skuffende side – måske fordi selskabet ikke tiltalte mig vitterligt – måske fordi jeg var ædru og derfor forstod reglerne i det spillede ølspil lidt bedre end andre (Og måske fordi ingen opfattede, at jeg snød helt vildt… En klog person sagde engang, at i kortspil gælder alle kneb…. Eller – var det kærlighed?). Tanya, derimod – nød selskabet helt vildt. Jeg vil undlade at sælge hende her på min blog, men jeg vil da bestemt påpege: “Tanya and E**C, sitting in a tree – she’s hot, he’s studying Ph.D”………. ;-) Oooooops!

Festen fortsatte på Miller’s, der er et helt vildt fedt sted – jeg tror, den rigtige definering er “Bar i Western stil”, hvor øl serveres i noget, min mor altid har lavet marmelade i – tilføjet en appelsinbåd. Jeg kunne ikke helt forene mig med det – og bestilte en Red Bull til KatKat-Cat og jeg. Catten havde brug for det – det havde jeg ikke. Strawberry og Caramel har gennem en længere process formået at charmere sig ind på hele barpersonalet, og vi undlod derfor at stå i kø i 2 timer. Kvinder har det bare lidt nemmere – I agree… Jeg falder i snak med verdens grimmeste og mest irriterende mexicaner, der på ingen måde forstår en pæn hentydning. En mellem-sviner. Eller en decideret afvisning. Jeg vælger at spille mit: “Jeg har en kæreste, han er prof. ishockeyspiller og han kan banke dig, hvis du ikke går”-kort. Totalt infantilt, men det virker… Jeg har aldrig før spillet et handicap-kort på den måde, og jeg er i DK vant til at klare mine afvisninger selv. Men herovre virker de ikke. Men det virker, at min kæreste spiller ishockey – why not. Jeg har nu besluttet at indgravere: “I’m taken by a hockey player” på samtlige kjoler i mit skab. Eller – jeg overvejer. Det ville nok ikke have helt samme virkning i DK. (Heldigvis…)

Da kl. ramte 02.00, var vi endelig på vej hjem i seng – eller, 4 ud af 5 var. Vi tabte Vanilla et sted – søforklaringer må I få af hende. (Eller se mine billeder og “do the math”.) Heldigvis fik vi hende retur kl. 12 dagen efter – lige i tide til en super hyggelig brunch på en lille, lokal café i Pacific Beach. Midt i mine æg går det op for mig, at der faktisk er noget, jeg ikke ved. Det hele kommer sig af, at jeg ser en enormt tyk kat – med verdens tyndeste, længste hale. Og jeg har nu googlet det 1.000 gange – uden resultat: Kan en kat ikke tage på på halen? Dette er ikke ment som en joke, det er ret seriøst.

Søndagen blev afsluttet foran poolen – 14 kapitler bagud. Life is great. Gårsdagen tog sig selv – og nu ligger jeg her, på en knaldvarm onsdag – inficeret med influenza – og læser til min kommende eksamen. Og tænker: hvem f… er taget til SD for at læse – har vi ikke kolde Bud’s i køleren – og er poolen ikke pænt lækker? Jo, det tror jeg nok….

Weekenden står i mystikkens tegn – specielt glæder jeg mig til fredag. Tanyas familie arriverer ligeledes fredag – LAKRIDS, LAKRIDS, LAKRIDS!

Hav det godt, derude.

SAVNER!

Kærlig hilsen,

Stine

Voks… And what actually happens in Vegas!

… Så blev det fredag d. 23. septemper – jeg har nu været i San Diego i en måned og en uge, hvilket jeg på ingen måde kan få til at passe. Hvem har egentlig bestemt, at tiden skal gå så sindssygt hurtigt? Og hvad er der sket siden sidst? En hel del – og det bør derfor nævnes, at sarte sjæle bør navigere væk fra dette blogindlæg hurtigst muligt. Nu er det sagt, resten er på eget ansvar!

Efter en utilgiveligt grim tequila-brandert for knap 2 uger siden, indledte jeg en alkohol-fri uge, hvilket mest af alt skyldtes det, jeg påregner som min levers nødhjælpsråb. Og min maves. Hvor folk kaster op, når de har fået for meget indenbords, gør jeg det dagen efter – og jeg ville have været tre 16-årige halbals-tøser en ligeværdig modstander i en sådan konkurrence. Jeg indledte også forrige uge med et statement om, at jeg ville overholde min no-more-tequilla-for-me pagt – og vi ved jo alle, at pagter bare er umulige at overholde – selvom man prøver helt vildt hårdt. Nå… Here goes; welcome to my life in a nut shell.

Egentlig husker jeg ikke ret meget fra forrige uges mandag/tirsdag – mit liv har ovenpå drukture været sat i zombie-mode. Vildt patetisk, når man er 25 år – og det er blevet en vigtig faktor for mig, at jeg heldigvis kan huske mig selv på, jeg kun er 21 i USA. (Tak til Kongerne af Marielyst, Paradise Hotel og Sommer i Sunny Beach – I får alle mig til at fremstå bedre og mere voksen.)  Til gengæld husker jeg onsdag til perfektion. Og det er ikke lutter gode minder. Onsdag stod i Rikke Falks tegn (Falk som i “jeg-har-verdens-bedste-bror-der-spiller-i-OB-og-som-sender-mig-penge…. Totalt snyd!) – vi havde besluttet os for en shoppingtur til Fashion Valley, som byder på alt fra Marc Jacobs til Jimmy Choo. Og voksbehandlinger…. Og her er det, det atter går galt for mig. Jeg burde have set det komme, da jeg går ind i en Spa og beder om en Brazilian (Far, svigermor, mormor – slå det IKKE op!!), hvorefter hele kineser-biksen sidder og fniser som 14-årige, præmenstruelle teenagere. Min “do not do this, Stine”-radar svigtede mig atter, og jeg fulgte naivt med en kineserdame, jeg sværger på, havde samme alder som Mahatma Ghandi (RIP) ville have haft, hvis han havde levet i dag. Jeg tænkte umiddelbart, at dette måtte være et tegn på erfaring. (Det er nu videnskabeligt bevist, at alder ikke hænger sammen med erfaring… fml.) Jeg smider velvilligt tøjet, planter mit korpus på noget, der mest af alt minder mig om min første gynækologiske undersøgelse og tænker: lad det gå let og smertefrit. Og ja, det var noget af en grænse at overskride, når nu man har brugt den samme, søde kinser (hvorfor er ALLE kinesere i den branche??) gennem de sidste 4 år – men jeg tænkte: jeg ser dem jo aldrig igen. Da Olde-kineser begynder at finde instrumenter frem, jeg altid har troet, blev brugt til tortur – eller bare til fjernelse af visdomstænder, same-same – bliver jeg faktisk en anelse nervøs. Og det ligner ikke mig – for det er jo ikke fordi, det er en uvant situation. Det er bare uvante omgivelser – noget, jeg er vant til at spise som snack mellem de lidt større måltider. Med bar Johan, liggende i et rum på 6 m2 uden aircon – og en kvinde, der kunne have været min oldemor mellem benene, begynder jeg at bede min første bøn i 3 uger. (Hvis man ser bort fra de dage, hvor jeg har sovet på toilettet og bedt Gud om at skåne mig fra mere mavesyre, hvis jeg lover, jeg ikke drikker igen.) Olde går i gang med voksen, der på ingen måde hjælper på den temperatur, der efterhånden har opbygget sig til et stadie nær sauna. Hendes teknik må være mindst lige så gammel som hende selv – og midt i vokshelvede begår jeg en brøler ved at kigge på mit ur. Da hun på gebrokkent engelsk spørger: “You busy woman?”, begår jeg jordens største brøler, da jeg svarer: “Well, yes…” – noget, der resulterer i, hun tilkalder assistance i form a Young Chinese – sikkert hendes tipoldedatter. Jeg indser, jeg nu befinder mig i dobbelt-helvede, da Olde og Youngster på kryds og tværs af hinanden begynder at vokse mine nedre dele – uden den mindste form for diskretion. I situationer som denne ville man ønske, man havde taget et begynderkursus i kinesisk – eller havde lært af sine tidligere fejl og IKKE havde kigget på uret igen. But I did – og Olde tilkaldte en tredje kineser, som jeg døbte Vokskrigeren fra Helvede – og jeg befandt mig nu i en situation, hvor tre kinesere på skift maltrakterede mig med deres wax stripes – diskuterende på kinesisk.  Jeg forlader kineser-biksen efter en times tortur – noget, der normalt tager 20 minutter inkl. en kop te – fast besluttet på, at kvalitet vinder over kvantitet. Og at jeg virkelig ikke gider støtte kineserne i et par dage. (Kun et par dage, da jeg trængte til en ny pedicure……) Utrøsteligt fortsætter jeg min date med den skønne Rikke, der på sin helt egen vis forstår at få mig i bedre humør. (Mest af alt fordi jeg ser en Tiffany & Co. butik, hvor jeg spotter min forlovelsesring – skat?) … Og så fik vi shoppet til Vegas-turen. Man sparer så mange penge herovre – min bankmand ville være stolt af mig. Som Carrie (SATC) på smukkeste vis formulerer det: “I like my money right where I can see it…. Hanging in my closet.”

Torsdag er endnu et forsvundet kapitel i mit liv – 12 timers skolegang er bare ikke sindsoprivende spændende. Det var fredag til gengæld: Vegas, baby – I’m ready to sin.

Afgangen blev en anelse forsinket grundet Ricky – mr. jeg skal have styr på min skole, ellers bliver jeg sendt hjem på mandag, hele verden går under, jeg skriver til skolens præsident. NU – men af sted kom vi. Turen bød på 50 grader i en åben Mustang – og, hvilket ikke er den store overraskelse, havde både Ricky og Jesper glemt solcreme. Pattegris 1 & 2. Efter en tur på 5,5 timer nåede vi endelig Vegas i dagslys – og selvom forventningerne fra start havde været tårnhøje, blev jeg overvældet af Vegas. Efter 500 km “lige ud ad landevej’n” – i en ørken uden nogen form for liv – stod Vegas knivskarpt for mine øjne. Palmer, ubeskriveligt smukke hoteller – paradis. Vi blev indlogerede på nogle ganske acceptable værelser, gjorde os klar til party og mødtes med de 11 andre danskere i restauranten “Top of the World”, der ligger 844 feet (Jeg aner ikke, hvad det omregnes til… Forgive me, jeg er faldet af på den med omregning.) oppe i luften – med en roterende akse, der på halvanden time giver dig et panoramisk udsyn over hele Las Vegas:

Efter middag og cocktails to på clubben Tryst, hvor vi stod på gæsteliste. Clubben var, på dette tidspunkt, noget af det fedeste længe set. Udsigten over et lækkert poolområde med vandfald gjorde de “12 cl. sprut, 2 cl. juice”-cocktails endnu mere velsmagende. Og selvom jeg kun drak 2 cocktails, kan jeg ikke mindes, hvornår jeg sidst har været så fuld – eller, jo. Lørdagen forinden. Bordreservation kostede $1.000 – hvilket vi ikke havde intentioner om at betale, og vi fandt derfor nogle søde, men meget unge, amerikanske/schweiziske “venner”, der hellere end gerne ville dele bord med 8 tøser. Den ene fyr, jeg falder i samtale med, er fra Schweitz, men på besøg hos hans amerikanske familie. Attraktiv til det minimale, 21 år – og jeg sværger, at jeg tror, han havde bøjle på. Drengebarnet spørger mig, hvordan jeg er kommet ind – og jeg svarer høfligt “.. Through the door. Didn’t you?” – han returnerer med at kigge mærkeligt på mig, spørgende: “But you have to be 21 to be here – do you have a good fake ID?” … Og så falder jeg ned fra sofaen. Bogstaveligt talt. Og griner. Jeg spiller bolde tilbage med at vise mit pas, hvorefter Schweizer-osten går i baglås og skifter ansigtsfarve til tomatrød. Og køber mig en cocktail som undskyldning. You gotta love the US………

Jeg husker faktisk ikke taxaturen hjem ret godt, men jeg har en kvittering, der påstår, jeg spiste en burger kl. 04.30. Og da jeg vågner kl. 11.00 næste dag, straffer min mave mig for selvsamme burger – og cocktails. (Jeg takker min rygrad for, jeg ikke drak tequila. Voksen og ansvarlig…!!!) Tanya og jeg beslutter os for at se Vegas i dagslys – med en stadig eksisterende promille, der ville give en dom for spirituskørsel på selv en cykel. Vi når ikke ret langt  de 50 grader, inden mine tømmermænd for alvor tager fat – og tvinger mig ud i en “kan jeg låne jeres toilet”-situation på McD. Ynkeligt. Men sandt. Tanya skal have stående applaus for at vælge at tage en kort lur, da vi returnerer til hotellet – jeg burde få en syngende flad for ikke at gøre det. I stedet vælger jeg poolen, hvor drengene allerede er gået i gang med at fortære alkohol.

Med 4 timers søvn i rygsækken mødes alle tøserne kl. 06.45 – og så står den på The Men of X-show, Vegas’ hotteste mandeshow:

Forventningerne var to-the-limit-tårnhøje – og i min iver glemmer jeg alt om, at en Frozen Margarita indeholder tequila. Fail… Til gengæld resulterer manglende søvn og alkohol med alkohol på, at vi sidder 8 danske, opstemte tøser, der er mere end klar til at se på næsten-nøgne mænd indsmurt i bodyoil og med maver, der kunne snitte gulerødder til perfektion. Vi formåede at levere noget af et show – komparativt sammenlignet med alle vores medsøstre, der også sad linet op til forestilling. Vi stod på stolende; skrigende efter mænd i uniformer – tiggende om at få lov til at fylde deres minimale boxers med 1-dollars. Og så sker det uundgåelige, welcome to my life, jeg bliver hevet på scenen… Af selveste Tarzan. Jeg tænker: “Okay, I can be your Jane…” – velvidende om, at min mand derhjemme måske ikke ville blive too happy. Men jeg indvilliger – og bliver derefter bedt om at “lick my banana”… Tarzan holder en banan foran hans ædle dele – og beder mig digge’ in. Javel, vor herre bevares. Jeg er i Vegas, jeg gør det. Til lyden af 7 dejlige, hujende danske piger formår jeg at spise hans banan – til ordene: “That’s a hell of a mouthful, young lady…” Til klapsalver og jubel bevæger jeg mig i forfjamsket teenage-mode ned til high fives fra mit “hold” af lækre dåser.

Da showet slutter, er vi alle så opstemte, at det ikke kan beskrives. Vi får booket vores limotur – og møder Captain Morgan, der byder på gratis champagne og halvanden times kørsel rundt i Vegas. Limoturen ender ud i noget, der er absolut forbudt for børn – og ingen af os vil have, at dette nogensinde skal stoppe. Skrigende og dybt påvirkede af show og alkohol når vi endelig Encore, hvor vi er på VIP-listen til Dj Avicii. Drengene er ret gnavne, eftersom vi kommer noget nær halvanden time for sent – og er alt for fulde og mætte af showet til at skænke dem en tanke. Clubben er det vildeste, jeg nogensinde har set – billedet retfærdiggør på ingen måde stedet – og er kun 1/14 af den samlende størrelse, der tæller flere indendørs- og udendørsområder – fordelt på 2 eller 3 etager:

Jeg mindes umiddelbart ikke meget fra stedet – men jeg ved, jeg aldrig har haft så fantastisk en bytur i hele mit liv. En oplevelse, der bliver umådeligt svær at overgå – og som aldrig går i glemmebogen. (Det gør kvitteringen på $53 for en drink heller ikke… AV!)

Umiddelbart er jeg på ingen måde sikker på, hvornår jeg var hjemme – men jeg tror, klokken har været noget nær 5. Efter 4 timers søvn – og stadig ude af stand til at gå lige – blev det tid til at tjekke ud og sige farvel til Vegas. Ricky, der havde sovet endnu mindre, havde ansvaret for hjemturen, der fra vi vinkede farvel til Veges til vi ramte San Diego, tog noget nær 7,5 timer. Trætte, men ude af stand til at sove. Fattige, men rige på oplevelser. Sultne, men mætte af en god tur. Las Vegas – I’m in love with you.

De tog mig efterfølgende noget nær 4 dage at komme ovenpå igen. Helt ude af kohærens med det faktum, at jeg i går (torsdag) havde to eksamener. Mit studiehjerte blødte, da jeg i går erfarede, at eksamenerne herovre på ingen måde er lige så nemme som de i Danmark. Jeg drukner i dag sorgerne i kaffe – og har besluttet mig for at læse seriøst ved poolen (!), når dette blogindlæg er afsluttet. (Elsker for resten det faktum, at man kan arbejde på sin tan OG læse lektier på en og samme tid… Hvad siger mine danske medstuderende?)

Kl. er nu 11.31 SD-tid,  det er fredag, jeg har fri fra skole. I morgen er det, overraskende nok, lørdag – som står i BBQ’ens tegn. Vi er inviteret til fest hos nogle søde amerikanere. Jeg ser frem til Beer-pong, røde kopper og ballade med de andre danske tøser! Jeg ahr besluttet mig for at forblive ædru – eller, Red Bull-stiv. Bøn 3: Kære gud, give me strenght!

Tak til alle, der fortsat læser med. Et STORT tak til den søde Peter Bo Jensen, der er en evig støtte til mit blogskriveri – TAK!

Og tak til alle de, der i går tog sig af min mand på hans 26-års fødselsdag – jeg er glad for, at netop I var der, når nu jeg ikke kunne.

Nothing but love – og kærlig hilsen

Stine

Tequila – vol. 2!

… Og hvad er der sket siden sidst. Lidt – på den meget fyldige måde! Umiddelbart synes jeg selv, at jeg – mine 21 år taget i betragtning – er alt for ung til at komme med anekdoter om livet (My life – in a nut shell!). Men når man nu oplever livet fra mit perspektiv, er der rig mulighed for det. Ikke mit virkelige, danske liv, selvfølgelig – hvori beretninger om en sejr i yatzy måske er det mest sindsoprivende, jeg ville kunne blogge om. Men mit SD-liv. Som gang på gang bringer mig i lettere uelegante situationer, som jeg på ganske upassende måde formår at rode mig ud af (Eller… nærmere vikle mig endnu mere ind i.) Lad os tage et spil Kluddermutter – jeg er øvet. Altså i at kludre mig ind. Ikke ud.

Skolemæssigt har jeg ikke formået at gøre mig upopulær – endnu. Jeg formår at opretholde en balanceret skole-facade, men jeg er helt ærligt ret spændt på, hvor længe den holder. Timerne – og skolesystemet – kan på ingen måde sammenlignes med Danmark. Eller Syddansk Universitet for den sags skyld. Miljøet er for lækkert, og jeg elsker, at jeg kan få min yndlings latté fra Starbucks (Totalt opreklameret) for $2.65 – når jeg vil, eftersom der er intet mindre end 3 af selvsamme forretning på skolen. Fordelt med 500 meters afstand. Men timerne – er ubeskriveligt kedelige, og når man på en given tirsdag møder op til 12 timers skolegang med lørdagens tømmermænd helt op i halsen, er det ultra svært at finde motivation til 2,5 timer med lektor Asham-Ashim-Arnan-Arkan-et-eller-andet! Manden er iraner eller iraker (Seriøst – who can tell the difference?) – og har engelskkundskaber, der svarer til en ordblind 13-årig tyskers. Jeg forstår helt seriøst ikke en bjælde af, hvad manden forsøger at lære mig – og jeg er sågar kommet dybt i tvivl om, hvorvidt han selv er klar over, at han underviser i faget “Human Resource Management” – for det er slet ikke det, han taler om. Jeg er semi-nervøs for eksamen om 2 uger, medmindre det er hans personlige livshistorie, jeg skal testes i. Manden er ellevild med tyskere – og har en typisk “anden etnisk” tilgang til ALT. Hans ekstreme forklaringsbesvær resulterer i, at vi sidder 60 elever, der på ingen  måde forstår, hvad han vil have os til at gøre – og dagens eksempel bød på en opgave, der tæller 1/4 af vores samlede karakter. Jeg ender selvfølgelig som nummer 1400 i rækken, der stille samme spørgsmål som de andre – og det kan jeg godt forstå, er helt vildt træls. Men eftersom ingen fattede noget de 1399 andre gange, så jeg det som en nødsituation. Og så er det, jeg efterfølgende tænker: Stine, har du ikke indgået en pagt med dig selv om, at nødsituationer er no-go, eftersom de sjældent bærer noget konstruktivt med sig? (Medmindre det selvfølgelig er tøj- eller skokrise, men så kan det retfærdiggøres – man kan jo ikke gå til fest nøgen eller barfodet. Det giver sig selv.) Og JO, jeg har faktisk lavet en pagt med mig selv om det – af følgende grund: jeg har ikke temperament til nødsituationer. Folk, der kender mig, vil sikkert sige: hvad HAR du temperament til. Og dertil vil jeg svare: jeg tolererer jeres dumme svar!

MEN – faktum er, at jeg formår at rode mig ud i endnu en nødsituation (Som en af mange i denne uge). Noget, der resulterede i, at Mohammed (Det hedder de jo næsten allesammen alligevel. Meget nemmere. Ved I for resten, at Mohammed er verdens mest benyttede navn? Det har… Mohammed … selv sagt! Jeg bliver rig på ligegyldig viden i det fag. Sidespring) – verbalt går amok med en forklaring, jeg fik endnu mindre ud af: “Listen. You are four in group. Now. I am one out of four. In group. We in group discuss topic, we chose. Say… I am from Germany. I like Germany – my favorite is BMW. I work with BMW. Accounting, HR, sales, marketing, service. You chose. You can chose all. You research company, S.W.A.T – you research. Find story about problems. Only HR promblems. But you chose. Then you write about company for me to next week – and then after you make .. what’s its name… I tell you next time.” …………… Og så er det, jeg rammer muren – og slår hovedet i bordet. Jeg kigger efterfølgende på ham og siger: “You want us to make up a story about a company’s HR-problems?” … Han returnerer: “Yes, I just said that.” i en MEGET vred tone, der får mig til at back’e off. (Kompromis – der må sidde et par stykker i DK, der er stolte af mig. Seriøst. Det er anden gang på to uger!)Og så kan det godt være, han har skrevet en Ph.d og 48 bøger – men det er dælme ikke i kommunikation og verbale udtryksformer. (Jeg har tænkt mig at nævne det for Obama, der dog desværre endnu ikke har svaret på min mail.)

Noget andet, der bør nævnes, er min komplet ustyrlige teenagebrandert i lørdags, hvor jeg formåede at gøre mig selv til grin på et niveau, der bare slet ikke bør nævnes. Aftenen startede i de bedste rammer med middag på taget af en ganske ok strandclub – hvor rammerne var levende ild, et godt publikum og søde tjenere. Maden var fantastisk – og selskabet var intet mindre, da det bestod af roomie Tanya og de skønne, danske piger, Julie-Charlotte og Marie. Desværre kom vores cocktails før maden, hvilket atter resulterede i det faktum, at man spiser mindre, drikker mere. Tanya formåede at gøre sig positivt bemærket blandt en flok aldrende mænd, der havde lidt for mange penge, og derfor indvilligede i at sende os champagne – i relativt store (og dyre) mængder. Mændene ejede deres eget solbrillefirma – og var døddrukne (… equals: de smed om sig med cocktails og champagne!) Og så var det, at det stille og roligt begyndte at gå ned ad bakke. Jeg burde have indset det, da jeg rodede mig ud i en (stille og rolig) diskussion med en amerikansk tøs på toilettet, hvor hun proklamerede, at hun var “SO fat”… Eller – jeg overhørte en samtale, som jeg følte mig nødsaget til at kommentere på. (Nødvendigheder – errrrr….) Noget, der var dybt unødvendigt og som ikke bar andet end et par seriøst ondskabsfulde øjne med sig. (So much for kindness…) I min ivrige brandert (Og Julies og Maries) besluttede vi os for at danse på det ikke-eksisterende dansegulv -  på trods af at vores amerikanske følgeskab påpegede, at man umiddelbart ikke “bare” dansede på denne club. Og det gjorde man heller ikke. Hvilket fik os til at føle os totalt seje og anderledes – skålende i endnu mere champagne. Jeg krummer tæer til tanken om mine moves.

Vi besluttede os efterfølgende for at drage mod clubben “Bar West”, som er blevet noget af et danskersted. Og så er det, at det går rigtig galt: Tanya tvinger mig til at drikke tequila shots. Eller – bare ét shot. Som er på størrelse med 4 danske shots. Mine utallige tequila-historier taget i betragtning, forstår jeg ikke, hvorfor min fornuft ikke skred ind og sagde: “Stine… Nej.” – jeg har dog en svag fornemmelse af, at al sund fornuft forlængst var druknet i dyre champagne-dråber. Ikke at det retfærdiggør mit valg. Men I må forstå, at jeg ikke kunne sige nej. Jeg elsker tequila – det er min signaturdrik. Vi har været meget positivt igennem sammen. Indtil i lørdags…

Tequila-katastrofen satte ind i min samtale med Hr. Hat – som jeg virkelig, VIRKELIG troede, var gay. Nu har jeg igennem de sidste mange år påpeget, at jeg hellere vil have en bøsseven end et kæledyr – og jeg var i min berusede tilstand slet ikke i tvivl om, at mine bønner var blevet hørt. Tequilaen spillede mig, så at sige, et puds – af de store. Og jeg vil gerne lige state, at jeg synes, det er dybt uretfærdigt, at mænds tøjstil herovre er så anderledes. Man har jo for pokker ikke en ærlig chance, når manden står i jeans med et svej, der kunne smugle 7 illegale mexicanere over grænsen, nedpresset i en t-shirt, der kunne have været hans 6-årige lillesøsters og en mælkedrengs-kasket i smørgul… Han var som taget ud af en reklame for “How not to dress to impress” – og hans let-læspende stemme var en ultra stærk indikator for, hvilke genitalier han helst ville lege doktor med. Guess not… Og jeg synes ellers, jeg har en helt exceptionel gay-radar. Guess not – again. Hvilket egentlig bare gør det faktum, at jeg fik fremstammet: “So, have you brought your boyfriend tonight?” SÅ meget værre. Hvis øjne kunne dræbe, havde jeg været stendød på stedet – noget, der først gik op for mig, da fyren med et lidt for alvorligt (… måske tilmed vredt?) ansigtsudtryk beordrede mig til at skride ad h… til – med et: “Girls like you end up in hell. Fucking bitch.” på vejen. Jeg havde på ingen måde set den komme – og først da jeg ene og forladt – vodka/Red Bull-drikkende – stod tilbage i baren og ræsonnerede over, hvornår min radar sidst havde taget fejl, gik det op for mig, at tequila påvirker mine instinkter. Første skridt på vejen mod et tequila-frit liv. Der var tilgengæld ingen støtte at hente i Tanya, der med charme, selvtillid og lækkert hår formåede at manøvre sig ind på samtlige hunks i lokalet. Derefter mindes jeg, at jeg gav mit telefonnummer til toilet-damen ( – der, helt seriøst, giver en sæbe, papir og et sprøjt parfume – that’s her job…..) – som var mexicaner og ikke forstod ret mange ord af den konversation, jeg sværger på, jeg tror, vi havde. Og så er resten ret meget blankt – med undtagelse af, at jeg ved, kl. var 01.15, da jeg endelig nåede frem til en sofa. Jeg har svage minder af en enormt sjov aften, der bl.a. indkasserede et statement om, at jeg var festens bedst påklædte – af en lille japaner, jeg vist nok formåede at give min mailadresse. Formålet kan jeg ikke lige huske – underordnet. Tilgengæld kan jeg mindes, at jeg har givet mit falske telefonnummer ud ret mange gange den aften. Folk er meget sociale herovre – og man når næsten ikke længere end: “Hej, hvordan går det. Om du må få mit telefonnummer…. Øh – okay”. Og netop derfor har jeg udviklet mit falske telefonnummer – stakkels Tina, der bor i Utah. (Jeg googlede mit falske telefonnummer. Jeg elsker google!)

Fredag morgen rejser vi 14 danskere til Vegas – og jeg er super spændt på, hvad Sin City kan byde på. Vi har booket suiter på “The Stratosphere” – og billetter til den svenske DJ Avicii, der spiller på et af Vegas’ mest eksklusive clubs. Can’t wait. Jeg har dog lovet mig selv, at jeg fra NU af vil være helt og særdeles tequila-fri … Indtil jeg igen er voksen og ansvarlig nok til at kunne stå til ansvar for mine handlinger!

Jeg savner jer tons, guys – og jeg elsker, at I er så sindssygt gode til at ringe på Skype!

Kærlig hilsen,

Stine

Sleeping San Diego!

Jajajajaja – jeg ved godt, jeg ikke har postet i en lille uge – tak fordi I gjorde mig yderligere opmærksom på det, kære godtfolk!!

.. Og så blev det Labour Day i USA – dagen, hvor man fejrer arbejdernes  økonomiske og sociale formåen gennem året. Eller – det er faktisk 4 dage siden. Men derfor kan man jo godt synes, det er en irriterende dag, der er værd at nævne. For jeg synes, det er RIGTIG flot, at de arbejde og tjener penge – det skal de have ros for. MEN HVORFOR fanden skal alt holde lukket – det er da for dumt at fejre, hvor gode det amerikanske folk er til at arbejde – når de så holder fri. Jeg synes, det er helt unødvendigt, når nu jeg har lyst til at shoppe og støtte den amerikanske økonomi. Tilgengæld er det ok, at skolen holder lukket. Jeg har stadig tømmermænd – eller, det vil sige… Red Bull-forgiftning. (Hvilket ikke skal undervurderes. De burde informere folk om, det ikke er smart  at drikke 3 liter Red Bull…. Så er det sagt: Do not try this at home.)

Jeg får løbende sværere og sværere ved at skille dagene fra hinanden – mit indre ur skal lades op (Ikke “vand”tæt….!). Til gengæld får jeg til stadighed at vide, jeg ligner én på 21 – hvilket nu har resulteret i, at jeg selv tror på det og derfor har udskudt mine botox-planer med et par år. Jeg er overbevist om, jeg bliver enormt skuffet, når jeg returnerer til DK og ikke længere skal vise ID i et supermarked. Kan umiddelbart sagtens se mig selv i arme-over-kors protest uden for et diskotek, fordi jeg ikke er blevet spurgt om ID …. Nå – sidespring.

Efter et poolparty der sidste uge sænkede min selvtillid til 0-punkt bedrog jeg mig i lørdags på football-eventyr, hvilket var helt ubeskriveligt…. KEDELIGT. Introen var crazy, eftersom SDSU linede op med gratis mad og gadgets – og rammen var de selvsamme poolparty-bitches iklædt noget, der ville kunne defineres som shorts, hvis de havde været 5 cm længere. Cheerleaders og et tamburkorps på størrelse med Københavns livgarde leverede et fantastisk show – og lyden af 20.000 håbefulde, skrigende tøsepigebørn til spillernes entré gjorde selv effekten af Nik & Jays optrædener i bar overkrop til skamme. Konsumeringen af gratis energidrik havde sin virkning – specielt på Ghazal, der med sin spinkle krop (og kolonorme frontparti) fik leveret et show selv den mest smidige og veltrænede cheerleader ikke kunne efterligne. GOOO AZTECS. Og så tog jeg hjem. Der er jo alt for mange stops i den sportsgren – og desuden var det umuligt at se noget. (Altså, her refereres ikke til kampen som sådan, nærmere de velformede football-numser, vi var blevet LOVET, ville fremgå særdeles tydeligt!) Det er mig en gåde, hvorfor de skal være iført så meget tøj og udstyr – altså, sex sælger jo. Når jeg stiller op som US præsident, vil jeg fremlægge lovforslag om, at der skal ske en skærpelse af dimensioner, når det kommer til sportsbeklædning. Det er jo på ingen måde fair, at det kun er i de kvindelige sportsgrene, der skal vises hud. Tilgengæld vil jeg gerne påpege, at jeg på ingen måde har brug for en football’er, når jeg har en rå og brutal fyr (iført for meget tøj!) derhjemme:

Efter et hurtigt tøjskifte lå det i luften, at vi (endnu engang) skulle udfordre SDs spektakulære og usammenlignelige natteliv. Min beslutning om red-din-lever-alkoholfri-weekend resulterede i et massivt indkøb af Red Bulls, der på ingen måde har en effekt, når man har drukket for mange af dem. Tilgengæld formåede jeg at forblive ædru – hvilket man ikke helt kan sige om de andre. Her vil jeg gerne fremhæve københavner-drengen Jesper, med hvem jeg havde en større diskussion om, hvorvidt alle jyder køber deres tøj i Bilka og stadig går amok til “Dubidubidubidubdubdub”, når vi er til halbal i træsko… For det er jo det, vi gør – når vi altså har malket vores køer og fodret vores høns! Det undrer mig, at jeg gentagende gange har mødt den indstilling til jyder – altså fra et københavner-perspektiv. Der er 2 fucking broer imellem os, vi bor i samme land, krigstiden er forbi, vi har aldrig været inddelt i DDR/Vest – og vi er ikke 2. generations danskere. Vi drikker ikke mælk direkte fra koens yver, vi har andre diskoteker end Crazy Daisy og vi indånder samme luft. Må jeg ytre, at jeg havde et enormt stort smil på læben, da jeg så ham købe boxershorts i Walmart 3 dage senere!

Jeg vågnede dagen efter til noget, der føltes som Tors hammer mod mit hoved – og indså hurtigt, at det var morgenfriske Tanya, der kl. 08.00 bankede ordene: “Skal vi ikke stå op nu” ind i mit hoved – med en lufthammer. For God’s sake, pigebarn – hav respekt for de ældre. Mit one night stand med Mr. Bull endte øjeblikkeligt, og jeg har indset, at jeg fremover vil være Tequila og champagne (Og vodka…) tro. Min forgiftning blev plejet på stranden, hvor jeg omringet af 3 energifyldte legebørn måtte sande, at jeg havde valgt det forkerte strandselskab – ak og ve. Jeg vil dog gerne påpege, at jeg formåede at komme i vandet. Det kan på ingen måde udtrykkes så eksplicit, som det burde gøres. Jeg kan nu prale af at have badet med hajer – hvor ofte kan man lige det? De var vel og mærket ikke lige i nærheden af mig, men jeg har selv set billeder på Google, der tydeligt viser, der svømmer hajer rundt ved Californiens kyst.

Den nuværende uge har bestået af massiv skolegang og shopping. Og hvor bliver vi taget i r*ven i Danmark, når det kommer til shopping. I Abercrombie&Fitch formåede jeg at købe både shorts, cardigan, top og skjorte til den pris een cardigan koster i Danmark. Og det synes jeg jo på ingen måde kan være fair. Jeg er spændt på, hvordan den kommende regering kommer til at se ud – for jeg skal helt sikkert have en lettere alvorlig samtale med vores statsminister.  Just not good enough! Måske jeg skulle kontakte Kronprinsesse Mary – for hun elsker jo også at shoppe. Men det er selvfølgelig lidt nemmere for hende, for det er jo bl.a. mig, der betaler hendes Chanel-sko. Gad vide, hvad man skal gøre for at få sådan en deal i hus. Knalde en prins? Faktisk tror jeg, at jeg ville kunne være i stand til at gifte mig med Prins Charles, hvis det altså ville betyde, jeg ville kunne shoppe “gratis”… Lidt træls, de ikke har prinser i USA. Men når jeg tænker over det, forkæler Daniel mig ofte med sko. Selvom Prinsesse Stine lyder ret godt.

Efter en ganske træg (og seriøs) uge ramte vi i går torsdag – som på ingen måde kan beskrives som træg eller kedelig. Efter 700 forskellige stillinger, der alle “will tone and sculp your body, ms. Stein. Good for you!”, men som mest af alt fik mig til at føle mig som fødselsforberedelses-deltager (Hvad fanden sker der for vejrtrækningsøvelser…….???!!!), fik jeg overstået min første Power Yoga time! Jeg kan nu udføre hunden, slangen, barnet og krigeren – mit liv går op i en højere, spirituel enhed. Og som et lynnedslag gik det  i badet op for mig, hvad der er galt med amerikanerne. Altså, der er i sandhed meget galt, men noget er mere galt end andet. De gør alt omvendt. Altså – i omvendt rækkefølge. Altså, ikke alt. Men; i går oplevede jeg et ubeskriveligt mærkeligt fænomen, som jeg endnu ikke har besluttet mig for, om jeg kan forene mig med. Saunaen benyttes ikke efter træning, men før – og med det simple formål; at kroppen ser svedig (og sexet???) ud, inden de påbegynder deres træning……… Inden se-mig-jeg-er-sexet-sauna-før-træning står de som køer i flok foran spejlet og lægger endnu et lag unødvendigt krigsmaling på deres porcelænsansigter – og slutter af foran full-figure spejlet, hvor de tjekker, om den 99-calories-only proteinbar, der udgør 2 ud af deres 3 daglige måltider, har formået at efterlade en lille delle på maven. (På en god dag oplever man kommentarer som “I’m so FAT”. Kommentarer, der er helt ude af proportion med en kampvægt på 49 kg. ((Inklusiv 3 lag makeup)) …)

Med bedre vejrtrækning kunne jeg slæbe mig op til dagens sidste lektion – og her går mit liv i stå! Timen er aflyst grundet strømsvigt – og jeg var helt vildt lykkelig, indtil omfanget gik op for mig: Vi snakker strømsvigt i hele Californien og dele af Nevada og Mexico. I landet, hvor intet sover, blev der med ét mørkt – trafikken var kaos, togene stoppede med at køre, alle butikker lukkede, folk sad fast i elevatorer – panik. Da en sirene startede sin klagesang, gik jeg i panik. Mest af alt fordi grundlaget herfor var bombetrusler. Jeg befandt mig i uvant territorium – and I did not like it. Da folk begyndte at råbe: “I don’t wanna die” glemte jeg alt om min ellers velfungerende jydementalitet og nåede et stadig nær ultra-panik, der mest af alt giver associationer til en halshugget høne, der render rundt uden hoved – tænkende: I do not want to freaking die either!!!!! (Jeg kunne have været død 4 gang nu – lidt for vildt….) Jeg ville bare gerne hjem til Danmark. Med express…

Efter 10 timer kom både strøm og sund fornuft tilbage – hvilket gav mulighed for endelig at returnere til min lejlighed  og en Skype-date med min voldsomt dejlige mand, der havde været lige så panisk over ikke at have hørt fra mig, (Hvilket han burde have vænnet sig til efter 3 år….!)

Kl. er 17 – og jeg ligger og lader op tl endnu en aften i San Diego. I dag er en af de dage, hvor jeg savner Danmark enormt meget. Mine skønne veninder (I love you, der følger en forklaring!), min dejlige familie og ikke mindste; min fantastiske kæreste!

Jeg håber ikke, jeg skal lade jer vente så længe igen!

Kærlig hilsen

Stine